FTF og LO: Styrk offentlig-privat samarbejde med viden og rådgivning

Danmark kan udvikle den offentlige sektor og skabe flere private job ved at oprette en national enhed med viden og rådgivning om offentlig-privat samarbejde, som FTF og LO nu foreslår. Der er bred opbakning til forslaget fra bl.a Dansk Erhverv, OECD og private investorer.

Vi kan udrette meget, når det offentlige og private arbejder sammen om nye løsninger. Det har vi allerede set talrige eksempler på. Det mest kendte eksempel er nok stomiposen, som en sygeplejerske fandt på, og efterfølgende blev testet og sat i produktion af Coloplast.

Men det er blot et blandt en række eksempler på produkter og services, der er udviklet i offentligt privat samspil. Et nyere eksempel er DOLL (Danish Outdoor Lighting Lab), hvor kommuner og regioner i samarbejde med virksomheder og forskere udvikler nye og bedre og mere miljøvenlige belysningsløsninger.

Samarbejdet mellem den offentlige og private sektor er dog langt mere end nye teknologiske løsninger. Det handler også om offentlige-private partnerskaber (OPP), hvor fx pensionsselskaber investerer i nye bygninger og udstyr, som kommuner og regioner kan leje til skoler, børnehaver, plejehjem og sygehuse.
 
Det kræver ekspertise at gennemføre et vellykket OPP-projekt eller et innovationsprojekt, hvor en offentlig arbejdsplads samarbejder med private virksomheder om nye løsninger.  Der er brug for mere viden og bedre rådgivning, mener de to store hovedorganisationer FTF og LO, som tilsammen repræsenterer 1,5 mio. medarbejdere i den offentlige og private sektor.
 
Forslaget er et af de 22 konkrete politikforslag, som de to hovedorganisationer præsenterer sammen i valoplægget ”Sammen skaber vi værdi”.
 
”Der er et kæmpe potentiale i et bedre samarbejde mellem det offentlige og private. Masser af ildsjæle i både det offentlige og private brænder for at finde bedre løsninger til gavn for borgerne, eller udvikle nye produkter, der kan sælges. De skal ikke være overladt til sig selv. De har brug for et sted, hvor de kan hente viden og få rådgivning i samarbejdet”, siger formand i FTF, Bente Sorgenfrey. 
 
Samlet viden skaber basis for succes
I stedet for spredt fægtning, hvor en masse gode samarbejder smuldrer, fordi de løber ind i barrierer, ønsker FTF og LO at samle viden om udfordringer og best practice i en national enhed, hvor private og offentlige aktører kan få rådgivning og inspiration.
 
”Det kan give både flere arbejdspladser i private virksomheder og bedre velfærd til borgerne, så det er ren win-win for alle, hvis vi styrker samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Vi skal have nedlagt de barrierer, der er for øget samarbejde, og det kan en OP-enhed hjælpe med”, siger formand for LO, Harald Børsting.  
 
Den nationale OP-enhed skal indsamle viden og rådgive om både offentlig-private partnerskaber (OPP), projekter om offentlig-privat innovation (OPI) og udlicitering, som man på trods af at det er meget udbredt fortsat mangler meget viden om, hvorvidt det skaber kvalitet og økonomiske besparelser. Og så skal OP-enheden være stedet, hvor offentlige og private aktører kan mødes og samle deres projekter i større puljer.
 
Forslaget bliver bakket bredt op. Blandt andet i Dansk Erhverv, som også er tilhænger af øget samarbejde mellem den offentlige og private sektor.
 
”Det ligger godt i tråd med vores tanker om, hvad der er brug for. Det er afgørende at få samlet kompetencer og viden om, hvad der virker. Der er ingen tvivl om, at det vil skabe mere effekt, hvis vi gør det nemmere for kommuner og regioner, som gerne vil indgå i samarbejder med det private, men som er i tvivl om, hvordan de skal gøre.  Det er vigtigt at etablere en samlet, central funktion, og det er lige så vigtigt, at det bliver de mest kompetente mennesker, der kommer til at skulle rådgive om de komplekse forhold, der kan være i offentlig-privat samarbejde”, siger markedschef i Dansk Erhverv Jakob Scharff.
 
Pipeline skal samle projekter
En af de største barrierer for offentlig-private partnerskaber er, at der er for få projekter til, at det giver mening for de private virksomheder at investere i. Projekterne skal have en vis volumen, for at det giver mening. Hvis der fx blot er tale om blot et enkelt skolebyggeri bliver opstartsomkostningerne simpelthen for store for de private investorer.
 
Blandt andet fordi, der skal bruges mange kræfter op at opbygge den nødvendige viden, som risikerer kun at blive brugt på et mindre projekt. Den barriere skal OP-enheden være med til at nedlægge, for enheden skal rumme en national pipeline, hvor kommuner på tværs af landet kan gå sammen om et projekt.  
 
Brancheorganisationen Forsikring & Pension bakker op om forslaget og har også i længere tid argumenteret for at oprette en OP-enhed.
 
Både de innovative ideer og pengene er der, mener adm. direktør i Forsikring & Pension Per Bremer Rasmussen. De danske pensionsselskaber investerer allerede massivt i store anlægsprojekter, men herhjemme er manglen på viden og koordination en væsentlig barriere, mener han.
 
”Desværre risikerer vi i dag at tabe de gode erfaringer med OP på jorden. Problemet er, at initiativerne fremstår som tilfældige knopskydninger uden efterfølgende viden- og erfaringsopsamling. Der er derfor brug for, at regeringen nedsætter én central enhed, der kan koordinere offentlig-privat samarbejde, partnerskab og innovation og sikre videndeling og udvikling på tværs af landet”, siger Per Bremer Rasmussen.

Professor: Vi skal på niveau med andre OECD-lande

Falck, som er en af de største spillere på området, ser store fordele ved en national OP-enhed.
 
”Vi skal væk fra en dagsorden om, at det kun handler om pris og ren udlicitering, når den offentlige og private sektor skal samarbejde om at løse offentlige opgaver og behov. Offentlig-privat samarbejde kan også udvikle den offentlige sektor og bidrager til øget vækst og beskæftigelse og øget eksport. Vi skal sikre, at innovations- og kvalitetsdagsordenen ikke drukner i priskrig, og at der er mod til at investere i nye løsninger og produkter, som giver de langsigtede gevinster", siger koncernchef i Falck Allan Søgaard Larsen.
 
Også professor fra CBS Carsten Greve bakker forslaget op.
 
”Mange lande i verden har en OP enhed – for eksempel Belgien, Canada, Frankrig og Tyskland.  OECD har både i 2010 og 2012 anbefalet sine medlemslande at oprette OP-enheder, og det har landene gjort i takt med, at det er blevet relevant i forhold til deres eget lands politik. Det vil være en klar fordel for Danmark at komme på omgangshøjde med andre OECD-lande", siger han.
 
FAKTA: Nyt forslag: Offentlig-Privat-enhed skal udvikle samarbejdet
Offentlig privat samarbejde (OP) skal styrkes ved etablering af en national OP-enhed på tværs af ministerier, styrelser, kommuner og regioner.
Enheden skal samle og udbrede viden om offentlig privat samarbejde, partnerskaber og innovation bl.a. ved at rådgive og vejlede private og offentlige aktører.
Den skal analysere barriererne for det offentlig-private samarbejde og fremlægge forslag, der kan reducere eller fjerne uhensigtsmæssige barrierer og identificere den bedste praksis. Det skal ske i respekt for eksisterende strukturer og institutioner i den offentlige sektor. 
 
Emneord: Offentligt-Privat Samarbejde, Konkurrenceudsættelse, OPI-guide.dk, OPI, Innovation, Udbud, OPS, Funktionsudbud, Innovationspartnerskaber, Offentlige udbud, Forandring, Harald Børsting, Bente Sorgernfrey, FTF, LO, Sammen skaber vi værdi, Carsten Greve, Jakob Scharff, Forsikring & Pension, Per Bremer Rasmussen
FTF på DenOffentlige.dk FTF er 450.000 danskere...
Aktivitet: Artikler: 86 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også