Foto: Anna Yordanova / Shutterstock.com
Foto: Anna Yordanova / Shutterstock.com

Alle Københavnere opfordres til at hente denne gratis app: Gælder særligt 90.000 borgere

Generelle nyheder

30/04/2025 11:02

Lukas Andreas

Alle Københavnere opfordres til at hente appen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Pibende, hvæsende vejrtrækning, irriterede slimhinder og åndenød er ofte virkeligheden for mange sårbare københavnere på dage, hvor luftforureningen i byen er høj.

Samtidig kan de gener, man i forvejen oplever som hjerte- eller lungesyg, forværres markant, når der er meget luftforurening.

Derfor har Københavns Kommune udviklet appen ’Byens Luft’. Her kan borgerne få daglige prognoser og tilmelde sig varslinger om luftforurening fra 103 forskellige lokationer i København og på Frederiksberg.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

’Byens Luft’ skal give borgere, som er særligt sårbare overfor luftforurening, et overblik over, hvornår luftforureningen forventes at være forhøjet.

Appens prognoser rækker fire dage ud i fremtiden, og man kan tilmelde sig varslinger/notifikationer fra bydele eller fra helt lokale adresser i nærheden af sin bopæl eller arbejdsplads.

Varslingerne er baseret på modelberegninger af luftkvaliteten fra Nationalt Center for Energi og Miljø ved Aarhus Universitet (DCE).

Flere stoffer kan komme til

Appen varsler indtil videre for stoffer som hhv. EU og Verdenssundhedsorganisationen WHO har fastsat klare grænseværdier og retningslinjer for.

Det er fine partikler (PM2,5), grove partikler (PM10), kvælstofdioxid (NO2) samt ozon (O3). Appen vil på sigt kunne udvides til også at omfatte andre luftforurenende stoffer, f.eks. ultrafine partikler, som Københavns Kommunes luftmålestationer allerede indsamler data for.

Brugere af appen modtager automatisk en varsling ved ’meget høje’ niveauer af luftforurening for de områder, som de har bedt om. Ved både ’høje’ og ’meget høje’ forureningsniveauer giver appen råd om, hvordan man som sårbar borger kan forholde sig. Og på den tilhørende hjemmeside er der mere information om luftforurening og sundhed, vejledning og gode råd.

Der vurderes at være ca. 90.000 borgere i København, som er særligt sårbare over for luftforurening.

Fakta om Byens Luft:

  • Appen ’Byens Luft’ er gratis og kan hentes i Apples App Store og Googles Play Butik

  • Appen viser dig, hvor og hvornår der forventes forhøjet luftforurening i København de næste fire døgn via et prognose- og varslingskort.

  • Appen er udviklet til borgere, som er særligt sårbare over for luftforurening. Det er:

    • Personer med astma, KOL, hjertesygdomme og lungesygdomme

    • Gravide

    • (Pårørende til) Børn med astma, allergier eller andre kroniske sygdomme i lunger, hjerte, immunsystem eller nervesystem

  • Prognoserne i appen er inddelt i et indeks med fire niveauer: lav, mellem, høj og meget høj luftforurening.

  • Når indekset viser høj eller meget høj luftforurening anbefales særligt sårbare borgere at begrænse fysisk aktivitet og generelt deres færden på stærkt trafikerede veje i området med høj luftforurening og i stedet vælge grønne områder og/eller veje med mindre biltrafik.

  • Er man ikke særligt sårbar over for luftforurening, behøver man ikke tage særlige forholdsregler, selv om forureningsniveauet i byen er højt.

Mest Læste

Annonce