Forside Generelle nyheder Coop med alvorlig advarsel til kunderne: “Ens i alle udsendte...

Coop med alvorlig advarsel til kunderne: “Ens i alle udsendte beskeder”

Coop
Shutterstock

Coop-kunder skal være på vagt.

Hver dag modtager vi tonsvis af beskeder.

Det vrimler ind på mail, sms og sociale medier, og det kan være svært at sortere i, hvad man skal reagere på, og hvad man skal lade ligge.

Indimellem stikker enkelte beskeder ud, fordi de fortæller, at vi har vundet noget – eller fået en unik mulighed.

Det lyder ganske fantastisk, men her er det vigtigt, at man er opmærksom, før man klikker på links eller deler personlige oplysninger.

Svindlere bliver nemlig konstant bedre til at få falske beskeder til at se ægte ud.

Nu advarer Coop om et fupnummer, som er i omløb i øjeblikket. Det sker via platformen Mit digitale selvforsvar.

Svær at få stoppet

Coop advarer om, at svindlere lige nu misbruger virksomhedens navn og logo i et forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af modtagerne.

Ifølge Coop er der tale om en kampagne, som har vist sig at være svær at få stoppet.

“Der er i øjeblikket en meget sejlivet kampagne, der misbruger Coops navn og logo til at lokke oplysninger ud af modtageren.”

Den falske besked fortæller, at Coop er ved at åbne en ny butik. Samtidig får modtageren at vide, at en personlig kode giver adgang til en særlig gave.

“Beskeden oplyser, at Coop åbner en ny butik, og man derfor har fået en personlig kode til at lukke op for en personlig gave.”

Det er desværre bare ikke rigtigt.

Slet beskeden

Coop gør opmærksom på, at beskeden ikke kommer fra dem.

Samtidig peger de på, at den såkaldte personlige kode faktisk er identisk i alle de udsendte beskeder, hvilket afslører, at der er tale om svindel.

“Mailen er falsk og ikke fra Coop, og det fremgår af de vedlagte billeder, at den personlige kode er ens i alle udsendte beskeder.”

(Artiklen fortsætter under billederne)

Coop opfordrer derfor alle, der modtager mailen, til ikke at reagere på indholdet.

“Modtager du en sådan besked, skal du slette den med det samme. Er du i tvivl om det du har modtaget er falsk eller ægte, kan du altid skrive til Coop på falsk@coop.dk.”

Generelt bør du altid kontakte den gældende virksomhed gennem officielle kanaler, hvis du er det mindste i tvivl.

Ads by MGDK