Vejret er ikke ligefrem sommerligt for tiden…
Skyet og i den nord- og østlige del først på dagen regn eller byger.
I Midt- og Nordjylland kan bygerne være kraftige og med torden, og lokalt er der risiko for skybryd frem til sidst på formiddagen.
I løbet af dagen klarer det op vestfra med lidt eller nogen sol og spredte byger, der igen kan være med torden.
Temperaturen vil befinde sig mellem 13 og 18 grader, ligesom der vil være en svag til frisk vind fra sydøst drejende sydvest og vest.
I aften og i nat vekslende skydække først kun lokale byger, men ud på natten byger sydvestfra – måske med torden. Temperaturen kommer her til at ligge mellem 7 og 12 grader – og med let til frisk vind fra vest og sydvest.
Sådan skriver DMI.
Udsender advarsel
DMI har i forbindelse med regnvejret udsendt en risikomelding, som dækker over ‘kraftig regn og lokale skybrud’.
Advarslen gælder kun i den nordlige del af Jylland, og den udløber i dag klokken 11.00.
“Der er risiko for kraftig regn, lokalt mellem 25 og 35 mm på 6 timer. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 min,” skriver DMI.
(Artiklen fortsætter under opslaget)
De kommende dage
Onsdag og torsdag bliver også dage med bygevejr, og der kan være torden i bygerne.
Dagtemperaturerne vil lande i niveauet mellem 16 og 18 grader med svag til frisk vind mellem syd og vest.
Som det ser ud lige nu, er der ikke ligefrem sommerligt vejr i sigte, da DMI skriver, at regnvejret kommer til at fortsætte ugen ud – og endda også ind i næste uge.
