Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Er god for over 40 mia. kroner: Nu løber dansk rigmand fra regningen for klimakatastrofe

Generelle nyheder

19/01/2024 11:50

J. Bøgen

Nu bliver det i stedet de danske skatteborgere, der skal betale de mere end 2 milliarder, oprydningen forventes at koste.

En miljøkatastrofe af usete dimensioner i Danmark truer.

Selskabet Nordic Waste, som ligger uden for Randers, har i årevis modtager forurenet jord til rensning og kan modtage op til 1.000.000 tons jord om året. Over tid er der derfor kørt enorme mængder jord til området.

Men en del af jorden ligger oven på en tidligere lergrav, og da store mængder regn ramte i efteråret, gjorde vandet jorden tung og leret vådt. Derfor ”glider” den forurende jord nu hen over leret.

2,5 millioner tons

Og det er ikke småmængder, vi snakker om. Vurderingen lyder, at det er omkring 2,5 millioner tons jord, der langsomt, men sikkert, bevæger sig hen over firmaets grund med retning mod Alling Å.

Netop det, at Alling Å er i farezonen for at blive ramt af jordskredet, kan få ufattelige miljøkonsekvenser. Hvis jorden falder ned i åen og stopper gennemstrømningen af vand, vil det oversvømme området syd for Nordic Waste, ligesom der er frygt for, at den forurenede jord vil skade vandkvaliteten i åen - som munder ud i Randers Fjord.

Virksomheden har længe forsøgt at stoppe jordskredet, men d. 19. december gav Nordic Waste op, og ansvaret for indsatsen blev overdraget til Randers Kommune.

Så langt så godt, men en så stor opgave koster millioner af kroner.

Og her kommer så det, denne artikel faktisk handler om: For Nordic Waste blev pålagt at stille en sikkerhed på 205 millioner kroner til oprydningen af katastrofen.

I stedet har virksomheden nu indgivet en konkursbegæring.

Slipper for at betale

Ved at begære sig konkurs, kan selskabet og dets ejere ikke stilles juridisk ansvarlige i forhold til at poste penge i oprydningsarbejdet.

Nordic Wastes hovedejer, Torben Østergaard-Nielsen, er ellers god for mere end 40 milliarder kroner.

I en pressemeddelelse fra koncernen USTC (United Shipping and Trading Company), hvor Torben Østergaard-Nielsen er bestyrelsesformand og medejer, lyder det fra multimilliardæren:

”Vi har siden december haft en frygt for, at vi ikke kendte det fulde omfang af disse naturkræfter, hvilket desværre skulle vise sig at være korrekt. At det nu ender med en konkursbegæring i Nordic Waste, er en meget ubehagelig men desværre uomgængelig beslutning, som vi alle havde ønsket kunne være undgået. Men der er ikke andre udveje.”

Nordic Waste skriver i sin pressemeddelelse, at virksomhedens ansvarsforpligtelse i forhold til miljøkatastrofen stopper som følge af konkursen. Forpligtelsen bliver ikke overtaget af selskabets ejere, lyder det.

Ifølge en rapport, som COWI har lavet for Randers Kommune, kan oprydningen af katastrofen løbe op i omkring 2,2 milliarder kroner - penge, som det altså sandsynligvis ender med, at skatteborgerne må betale.

Opretter klimafond

Samtidig med konkursen opretter USTC en såkaldt klimafond, der skal "sikre handling, der kan løse og afhjælpe problematikken omkring jordskred og klimaforandringer".

"Sagen i Ølst har anskueliggjort, at klimaforandringerne er store, og at vi ikke har den nødvendige viden til at forudse konsekvenserne," lyder det fra Østergaard-Nielsen i meddelelsen.

USTC vil i 2024 donere 100 millioner kroner til fonden, hvor af 50 millioner skal gå til naboer og lodsejere omkring byen Ølst, der har været ramt af jordskreddet.

Ikke overraskende er flere politikere ude med riven efter virksomhedens ageren. En af dem er Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, der på X harcelerer mod både ejerne bag Nordic Waste, men ikke mindst også selskabslovgivningen.

Også fra den anden side af Folketingssalen bliver der sendt alt andet end rosende ord i retning af Nordic Wastes ejere. De Konservatives Mette Abildgaard skriver således på X:

Mest Læste

Annonce