Det er endelig godt vejr i Danmark igen, og det betyder, at mange skal ud og nyde solens stråler.
I løbet af de næste par dage bliver UV indekset højt, og derfor kan det få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke husker solcremen i solen.
Sådan skriver Gjensidige forsikring i en pressemeddelelse.
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige viser, at hver fjerde dansker fravælger solcremen herhjemme.
Det er vigtigt at huske solcremen, også selvom solen indimellem gemmer sig bag skyerne, fortæller fagchef for sundhed i Gjensidige, Mette Glad.
“Vi har de seneste år set, at kurven for hudkræft i Danmark er stigende, og det er derfor bekymrende, at så mange danskere fravælger solcremen herhjemme. Det er ikke blot vigtigt at huske solcremen, når du aktivt er ude i solen. Du rammes også af solens UV stråler i skyggen, og det er derfor vigtigt at huske solcremen som et fast ritual.”
Bruger kun solcreme i udlandet
I undersøgelsen svarer 14 procent af de adspurgte, at de aldrig bruger solcreme i sommerhalvåret, mens 12 procent svarer, at de kun bruger solcreme på rejser til udlandet. Solen kan dog være lige så skarp herhjemme, som i udlandet, minder Mette Glad om.
“Mange danskere tror fejlagtigt, at den danske sol ikke er særlig kraftig, og at de derfor godt kan skippe solcremen. Derfor påfører de sig kun solcreme på ferier til udlandet. Det er dog vigtigt, at danskerne bliver bedre til at påføre sig solcreme herhjemme for at beskytte sig selv mod UV-strålerne,” afslutter hun.
Sundhedsstyrelsen nye anbefalinger omfatter, at man påfører sig solcreme med minimum faktor 30, når man opholder sig i solen.
Gode råd
Husk at tjekke holdbarhedsdato på solcremen
Husk at påføre rigelig mængde
Husk at smør dig ind efter badning i enten pool eller hav