Fritidsfiskeren havde blandt andet fanget fredet laks.
Lige nu læser andre
Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fiskerikontrol tog tidligere på ugen en fritidsfisker på fersk gerning, da de var på kontrol ved udløbet af Skjern Å i Ringkøbing Fjord.
Fiskerikontrollen havde modtaget en anmeldelse om ulovligt fiskeri i fredningsbæltet ved Skjern å og foretog derfor en kontrol af området.
Ved ankomst til fredningsbæltet fandt fiskerikontrollørerne ikke nogen ulovligt udsatte fiskeredskaber, men tæt på lå en jolle med to personer ombord som fangede fiskerikontrollørernes opmærksomhed.
De tog derfor kontakt til personerne I jollen. Den ene person I jollen erkendte, at han havde fisket med de garn, der var ombord.
Læs også
Fiskerikontrollørerne vurderede, at der var markant flere garn end de maksimalt 3 garn af samlet 135 meters længde, som man må fiske med som fritidsfisker.
De ombordværende garn blev derfor beslaglagt af fiskerikontrollørerne for at få fastslået det præcise antal, samt mål, længde og maskestørrelse. Ligeledes blev den ombordværende fangst beslaglagt.
I alt beslaglagde fiskerikontrollen 18 garn, der samlet havde en længde på 883 meter.
Den beslaglagte fangst bestod af 59 kilo flåede skrubber, en laks på 2,3 kg samt en helt på 0,8 kg. Laks er forbudt at hjemtage fra fiskeri på Ringkøbing fjord.
”Det er selv sagt bekymrende, når reglerne for fiskeri ikke overholdes. Med den store mængde garn der her er tale om, kan der være tale om fiskeri med omsætning for øje, hvilket er i strid med reglerne for fritidsfiskere, da de ikke må omsætte deres fangster. Derudover havde fiskeren fanget og beholdt en fredet laks. Vi kunne ligeledes konstatere, at flere af de beslaglagte garn ikke havde det lovlige maskemål, der bl.a. skal beskytte laksen i Ringkøbing fjord. Sagen her kan derfor betegnes som grov overtrædelse, og den pågældende kan se frem til en bøde, konfiskation af sine garn og fangst, samt inddragelse af fisketegnet,” fortæller fiskeriinspektør Steen Majland
Observerer man ulovligt fiskeri kan man anmelde det til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen på https://anmeldelse.lfst.dk.