En ny rekord er sat.
Bagende sol, lange aftener med grillhygge, festivaler og havefester rimer på drikkevarer.
Resultatet kan nu tælles i pantautomaterne, og i juli pantede danskerne mere en nogensinde før på én måned – 247 millioner dåser og flasker.
Det er en stigning på 22 millioner dåser og flasker i forhold til samme periode sidste år, hvor rekorden dengang lå på 225 millioner. Det svarer til en stigning på 10 procent.
“Hedebølgen i år kan aflæses direkte ved pantautomaterne i supermarkederne, hvor danskernes gode pantvaner har sikret, at rekorden blev slået igen,” siger Heidi Schütt Larsen, der er chef for cirkulær økonomi hos Dansk Retursystem, og fortsætter:
“Når danskerne panter deres dåser og flasker, bliver de til nye dåser og flasker. Derfor er det en god nyhed for miljø og klima, at hverken varmen, manglende dansk deltagelse ved herre-VM i fodbold eller Vingegaards styrt i Touren har påvirket pantadfærden negativt.”
I 2025 afleverede danskerne 92 ud af 100 dåser og flasker med pant.
Tæt på 100 procent af emballagerne genanvendes til nye dåser og flasker igen, når de afleveres i pant- og retursystemet.
Afgørende at så mange panter i stedet for at smide ud
Selvom danskerne returnerer de fleste drikkevareemballager med pant, er der dog stadig flasker og dåser, der ikke bliver pantet, men i stedet havner i skraldespande eller den almindelige affaldssortering i husstanden.
Det er et problem, mener Dansk Retursystem.
“Det er afgørende, at dåser og flasker bliver pantet og ikke ender i skraldespanden,” siger Heidi Schütt Larsen og tilføjer:
“Havner de dér i stedet, forlader de det lukkede kredsløb og bliver i stedet blandet med affald, hvor materialerne mister kvalitet og ikke bliver til nye flasker og dåser igen eller i værste fald brændt.”
Pantrekorden er en del af en generel tendens, hvor danskerne panter flere og flere drikkevareemballager for hvert år, der går.
I 2025 pantede danskerne 2,2 milliarder flasker og dåser svarende til 6 millioner drikkevareemballager om dagen.
Det sparede klimaet for udledningen af 244.000 tons CO2 i forhold til, hvis der skulle produceres nye flasker og dåser af jomfrueligt plast, glas og aluminium.