Forside Generelle nyheder Højsæsonens nærmer sig: Jyske Bank advarer mod ‘klassisk kortfejl’ på...

Højsæsonens nærmer sig: Jyske Bank advarer mod ‘klassisk kortfejl’ på ferien

Visa, Dankort, mastercard
Shutterstock

Anbefalingen er ikke til at tage fejl af.

Når kompasset står på ’ferie’ og ’out of office’-svaret er slået til, gider vi ikke bruge tid på penge og økonomi.

Det er oplevelserne og pausen fra hverdagen, der fylder, men midt i afslapningen træffer vi en række små økonomiske valg, som samlet kan gøre ferien dyrere.

Sådan skriver Jyske Bank i en pressemeddelelse.

Vælg altid lokal valuta

En af de klassiske faldgruber opstår allerede ved første køb i udlandet.

”Når du skal ha’ din første sandwich eller betale for dit første køb i en butik og bliver spurgt, om du vil betale i danske kroner eller i lokal valuta, kan det føles trygt at vælge danske kroner,” siger privatøkonom i Jyske Bank, Bettina Brask, og tilføjer:

“Beløbet er genkendeligt, og du ved præcis, hvad der trækkes fra kontoen. Men i mange tilfælde er det en dyr løsning.”

Det virker som en lille og uskyldig beslutning, men det kan hurtigt blive en unødig ekstraomkostning, ifølge hende.

”Når du vælger danske kroner, er det ikke din bank, der står for valutavekslingen, og kursen er typisk dårligere,” siger hun og påpeger, at personalet også kan komme til at glemme at spørge hvilken valuta, man foretrækker, eller som kommer til at vælge valutaen for én, hvorfor man så skal gøre indsigelse.

I stedet er rådet enkelt, ifølge hende: Vælg altid lokal valuta.

”Her sker vekslingen efter de vilkår, der gælder for dit kort – og det er som regel en bedre forretning.”

Små valg med stor effekt

Selvom den enkelte beslutning kan virke ubetydelig, kan gentagne valg hen over en ferie hurtigt løbe op.

Samtidig vælger mange i dag helt at undvære kontanter. Det er både nemt og sikkert at betale med kort og mobil – men det kan stadig betale sig at have lidt kontanter i lokal valuta på sig.

”Det handler ikke om store beløb, men om fleksibilitet. Kontanter kan være en fordel i situationer, hvor kort ikke fungerer – for eksempel i taxaer eller mindre butikker,” siger Bettina Brask.

Undgå klassisk kortfejl

En anden udbredt fejl er at rejse med ét betalingskort.

Det fungerer – indtil det ikke gør. Kort kan blive væk, stjålet eller afvist, og så risikerer man at stå uden adgang til sine penge. 

Derfor er anbefalingen klar. Medbring mindst to kort og opbevar dem forskellige steder.

Tryghed handler også om forberedelse

Mange kort indeholder rejseforsikring eller rabatter, som kan bruges undervejs – for eksempel på billeje.

Samtidig kan de færreste udnytte den fleksibilitet, der ligger i at kunne justere beløbsgrænser på kort før og under rejsen.

”Mange ved ikke, at de selv kan tilpasse deres kort til situationen. Det giver både mere kontrol og ro, når man er afsted. I sidste ende er det sjældent de store valg, der gør ferien dyrere end forventet. Det er de små beslutninger, vi træffer undervejs.

Ads by MGDK