Forside Generelle nyheder Hvornår er det helt slut med hvid jul i Danmark?...

Hvornår er det helt slut med hvid jul i Danmark? DMI kommer med sit bud

sne, snow
Shutterstock

DMI kigger i krystalkuglen.

Lige nu læser andre

Du husker måske vinter og jul som en tid med snefnug, frost på ruderne og store varme jakker.

I fremtiden kan Danmarks vinter komme til at se ret anderledes ud – mindre hvid og meget vådere.

“Lader vi DMI’s Klimaatlas se frem mod slutningen af århundredet, hvor mine børnebørn måske inviterer til juleaften, bliver det sandsynligvis uden frost og sne,” siger Mark Payne, der er klimaforsker og videnskabelig leder for Klimaatlas fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, inden han fortsætter:

“Antallet af dage med snefald og antallet af døgn, hvor temperaturen holder sig under frysepunktet mere end halveres.”

Tallene henviser til den fremtidige udvikling, som den ser ud med verdens landes nuværende klimapolitik, hvilket svarer til et mellemhøjt udledningsscenarie.

Læs også

De seneste vurderinger fra FN’s Miljøprogram (UNEP) peger på, at verden aktuelt er på kurs mod omkring tre graders opvarmning i forhold til førindustrielt niveau inden århundredets udgang med verdens landes nuværende klimapolitik.

Varmere vintre bliver også vådere

De vådere vintre skyldes klimaændringer.

DMI’s observationer viser, at mængden af vinternedbør allerede i dag er steget, og Klimaatlas viser, at udviklingen fortsætter frem mod år 2100.

Forskerne har stillet skarpt på, hvor mange vintre der ender blandt de vådeste vi typisk oplever i det nuværende klima (baseret på, hvad der var normalt i perioden 1981–2010):

De meget våde vintre bliver næsten dobbelt så hyppige i slutningen af århundredet.

Læs også

Våde vintre udfordrer samfundet

De af os, der lever hen mod slutningen af århundredet, skal ikke blot trækkes med færre sneborge og flere vandpytter – de våde vintre kan give problemer.

“En gennemsnitligt vådere vinter er ikke i sig selv en udfordring. Men mere nedbør i gennemsnit øger sandsynlighed for, at vi oplever mere ekstreme situationer: De vådeste vintre bliver vådere end de er i dag. Det øger risikoen for oversvømmelser fra flere kilder, både fordi jordoverfladen kan blive mættet af vand og fordi vandet står højere i åer og vandløb,” siger Mark Payne.

Danmark har allerede fået en forsmag på fremtiden.

Det skete i den våde vinter 2023/24, der blev den næstvådeste vinter siden 1874, hvor DMI begyndte at måle.

Trods sne og frost i begyndelsen af december blev resten af vinteren en linedans med koldt vintervejr på den ene side og noget vådere og mildere vejr på den anden side.

Læs også

Det væltede ned – ikke som trimlende sneflokke, men som regn – og i en periode, hvor fordampningen er nær nul, lå marker og haver under vand.

Lavtryk og fronter var ekstremt våde, og alle tre vintermåneder lå et godt stykke over normalen med henholdsvis 99,2 mm i december 2023, 84,8 mm i januar 2024 og 102,3 mm i februar.

Vinteren 2023/24 var dermed også væsentligt vådere end en gennemsnitlig vinter vil være i slutningen af århundredet, men sandsynligheden for at opleve en ny rekordvåd vinter stiger gradvist i takt med opvarmningen fremover.

Ads by MGDK