De kommende dage byder på høj sol.
Onsdag byder på endnu en smuk forårsdag med rigelige mængder sol til de fleste.
Mod nordvest kan man dog her og der stå op til lidt flere skyer, men solen vil hurtigt få overtaget, og på Bornholm vil solen i perioder gemme sig bag skyer, der kommer drivende ned over Solskinsøen fra nord.
Temperaturen når op mellem 11 og 16 grader – lokalt måske lidt varmere, men ved kyster med pålandsvind vil termometret kun nå op mellem 7 og 10 grader.
Det skriver DMI.
Let frost
I aften kan vi nyde en smuk solnedgang, men efterhånden bliver det – især i Jylland – skyet, diset eller tåget flere steder, mens man længere mod øst har en klar nat i vente.
Temperaturen falder til mellem frysepunktet og 6-7 graders varme, og lokalt kan man få let frost.
Torsdagsvejret bliver i store træk en gentagelse af onsdagens vejr, men temperaturen stiger en smule.
Årsagen til det solrige vejr er et højtryk nordvest for landet, der sender tør og kølig luft ned over os fra nord.
Efterhånden bevæger højtrykket sig dog mod østsydøst, og det bevirker at vinden efterhånden slår om i syd og senere sydvest og sender varmere luft op over os.
1. maj og weekendvejret
1. maj, hvor mange nok skal ud at svinge de røde faner, ser vejret også ud til at byde på tørvejr og sol, og temperaturen forventes at nå op på 19-20 grader, hvor det bliver varmest.
I weekenden bliver vejrudviklingen mere usikker, men de seneste prognoser viser, at vejret bliver mere ustadigt, idet fronter ventes at trænge ind over landet fra vest og sydvest i følge med flere skyer og lidt regn.
Da der de kommende dage kommer en hel del sol, er det en god ide at holde øje med UV-indekset, der i perioder kan komme op omkring 4.