Vejret indikerer ikke, at vi har taget hul på sommeren.
Trænger du til vand, kan du godt glæde dig, men er du til varme og sol, så er det en trist vejrudsigt i denne omgang.
Vi får alle solen af se i dag, men ellers arter vejret sig forskelligt, alt efter hvor du befinder dig.
I den vestlige del af landet er der allerede spredte byger med lokal torden, og de fortsætter til ud på eftermiddagen, hvor det efterhånden bliver mere tørt.
I de østlige egne starter dagen med enkelte byger, men i eftermiddag kommer der flere byger, der kan være med torden. Bornholm får den pæneste vejr med både mere sol og tørt vejr.
Temperaturen kommer op mellem 13 og 18 grader.
Det skriver DMI.
De kommende dage
De kommende dages vejr fortsætter i den ustadige rille.
Fronter passerer Danmark med skyer og regn, og mellem fronterne klarer det op – dog med byger, der af og til kan være kraftige og med torden.
Selvom den overordnede vejrtype er let at forudsige, så ligger djævelen som bekendt i detaljen.
Det er rart at vide, om man skal pakke paraply eller solbriller (eller måske begge dele) i tasken om morgenen, inden man tager på job eller i skole.
I disse dage svinger prognoserne dog en del i forhold til timing og placering af fronter og byger.
Folkemødet på Bornholm
Fra torsdag til og med lørdag afholdes der Folkemøde på Bornholm.
De tre dage kommer til at byde på lidt af hvert rent vejrmæssigt – regn, byger, sol og dagtemperaturer mellem 14 og 16 grader.
Vinden frisker noget op i løbet af lørdagen, og da mange af arrangementerne foregår i det fri, bliver der altså brug for både solbriller, regnjakke og en lun trøje.