Der er dømt glitter i luften og popmusik på alle frekvenser, når Eurovision-finalen lørdag den 17. maj skal afvikles.
Mens fans og seere rundt om i Europa allerede er begyndt at heppe på deres favoritter, har bookmakerne som altid travlt med at udpege de mest sandsynlige vindere – og denne gang er feltet overraskende snævert.
I år handler det især om to navne: KAJ fra Sverige og JJ fra Østrig. Ifølge odds fra spiludbyderne er det nemlig lige præcis disse to lande, der kan løbe med trofæet i den store finale.
Ifølge Eurovisionworld ligger Sverige solidt i spidsen med en vinderchance på imponerende 35 procent. Den svenske favorit KAJ har allerede vundet hjerter med en optræden, der for længst er blevet et populært samtaleemne blandt Eurovision-elskere.
Lige bagefter følger Østrig med en vinderchance på 23 procent. JJ’s optræden har nemlig fået både fans og oddssættere til at tro på, at Østrig endelig igen kan finde vej til førstepladsen.
Men hvad med resten af feltet? Jo, det bliver en anelse sværere.
Frankrig, som indtager tredjepladsen, ligger langt efter de to favoritter med en sandsynlighed på under 10 procent. Israel følger tæt efter Frankrig, og derefter finder vi Holland og Finland.
Danske Sissal er spået til en vinderchance på under 1 procent.