Det er en stor dag i dag.
Rød løber, balloner og is til de første 1.000 gæster satte rammen om en festlig dag i LEGOLAND® Billund, hvor medarbejdere og gæster i formiddag var med til at åbne det nye område.
Bag kulissen har modelbyggere arbejdet intenst på projektet i mere end et halvt år.
”Det er en kæmpe forløsning at stå her og endelig se LEGO®-bygningerne side om side i Miniland,” siger Jan Mouritzen, der er leder af modelafdelingen i LEGOLAND® Billund, og fortsætter:
“At bygge med LEGO er sjovt, men som modelbygger, er det bedste nu alligevel, når gæsterne endelig kan opleve det, man har bygget. Derfor er det en stor dag i dag.”
Københavnere er flyttet ind
I forbindelse med opbygningen af Københavns Havn i Miniland efterlyste LEGOLAND® københavnere, der drømte om at blive foreviget som LEGO®-figurer og flytte ind i det nye område.
Interessen var overvældende, og blandt hundredvis af ansøgere blev 26-årige Anna Lund blandt andet udvalgt.
Anna er født og opvokset i København og går ofte tur med sin servicehund, Trille, ved Cirkelbroen.
I dag kunne Anna for første gang opleve sig selv og Trille bygget i LEGO – placeret netop ved Cirkelbroen i Miniland.
“Det er kæmpestort. Det er så surrealistisk. Det kan godt være, at det er en lille figur, men det er en kæmpestor ære – særligt at blive bygget sammen med min servicehund Trille. Hun er en stor del af mit liv, og jeg ved slet ikke, hvor jeg ville være uden hende,” siger Anna Lund.
Fik mulighed for at bygge sig selv
Også familien Agerlin Lund havde taget turen til Billund.
Familien var inviteret med til selv at bygge dem selv som LEGO®-figurer til det nye område på vores modelværksted.
I formiddag fik de mulighed for at placere figurerne på stranden ved Havnevigen, hvor de bor og ofte bader.
“Det er rigtig sjovt. Hvis jeg en dag kommer med mine venner, så kan jeg sige ‘det er mig’, og så kan de sige ‘what’,” siger Vita på 9 år, der syntes det var nervepirrende at træde ind i Miniland og være med til at placere sig selv.
“Det har været en vildt skæg og dejlig oplevelse. Som dansker er der et eller andet med LEGO, der er noget helt særligt. Og jeg er jo kommet som barn i LEGOLAND® og Miniland og kan huske, hvor imponerende det var, så det er supersjovt at blive en del af det,” siger Simon Agerlin Lund.