Du kan gøre flere ting for at imødekomme prisstigningen.
Lige nu læser andre
De mørke måneder er blandt andet kendetegnet ved buldrende radiatorer, simremad og vaskemaskiner samt tørretumblere, der er på overarbejde med beskidte flyverdragter.
Det er alt sammen noget, der er med til at få østdanskernes elforbrug til at stryge i vejret.
En opgørelse fra netselskaberne Cerius-Radius viser, at en familie i et typisk parcelhus har cirka 60 procent af deres strømforbrug i vinterhalvåret, og hvis man har en varmepumpe, er det knap 70 procent af årsforbruget, der ligger i månederne fra oktober til og med marts.
Cäthe Bay-Smidt, der er chef i Cerius-Radius, understreger derfor, at gode elvaner den kommende tid kan lede til en markant lavere elregning.
”I vintermånederne er elprisen typisk højere end om sommeren, og derfor kan der være rigtig mange penge at spare, hvis man tænker over sit forbrug. Det kan blandt andet være ved at spare på strømmen eller flytte forbrug fra sidst på eftermiddagen og først på aftenen til døgnets øvrige timer, hvor elprisen er lavere,” fortæller hun.
Myldretid i elnettet
Læs også
Hvert år er den 1. oktober også ensbetydende med overgangen fra sommer- til vintertariffer, og det betyder, at det nu bliver dyrere at få transporteret strømmen til sin stikkontakt, fortæller Cäthe Bay-Smidt.
”Vintertarifferne giver kunderne et stærkt prisincitament til at flytte deres forbrug, og ud fra data kan vi se, at det er noget, som kunderne virkelig har taget til sig. Det er rigtig glædeligt,” udtaler hun og fortsætter:
“For når vi jævner forbruget ud over døgnets timer, så udnytter vi det eksisterende elnet bedst muligt. Og når vi nedbringer spidsbelastningerne i elnettet, så kan vi som netselskaber udskyde de omkostningstunge forstærkninger og udbygninger af elnettet. I stedet kan vi prioritere vores ressourcer med at styrke elnettet de steder, hvor udviklingen går stærkest.”
Vintertarifferne løber til udgangen af marts, hvorefter sommertarifferne igen træder i kraft.