Digitaliseringsstyrelsen er nu igen ude med en vigtig besked.
Digitaliseringsstyrelsen har flere gange i den seneste tid været ude med advarsler om svindel, der rammer danskerne.
Svindlere forsøger nemlig på forskellige måder at lokke personlige oplysninger ud af helt almindelige borgere.
Det kan være svært at gennemskue, hvornår en besked er ægte, og hvornår nogen forsøger at snyde.
Derfor er det også vigtigt at være opmærksom, når der pludselig dukker uventede beskeder op på telefonen eller i indbakken.
Nu er den så gal igen, og Digitaliseringsstyrelsen har udsendt endnu en advarsel via Mit digitale selvforsvar.
Falske beskeder i omløb
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen er der i øjeblikket svindelbeskeder i omløb, hvor afsenderne forsøger at få det til at se ud, som om beskederne kommer fra MitID Erhverv.
Svindelforsøgene foregår både via SMS og e-mail, og modtagerne bliver bedt om at foretage bestemte handlinger.
I advarslen oplyser Digitaliseringsstyrelsen, at beskederne beder modtagerne om at
- Opdatere sine oplysninger i MitID Erhverv via en supportside
- Logge ind på e-Boks
Der er dog tale om falske henvendelser, som hverken stammer fra MitID Erhverv eller har forbindelse til Digitaliseringsstyrelsen.
Derfor bør man være ekstra forsigtig, hvis man modtager en besked med en af opfordringerne.
Sådan skal du reagere
Digitaliseringsstyrelsen kommer samtidig med en række konkrete råd til danskere, der modtager de falske beskeder.
Myndigheden anbefaler, at man følger tre enkle forholdsregler.
- Undlade at åbne links.
- Ikke indtaste MitID-oplysninger eller andre personlige oplysninger.
- Slette beskeden.
Skal man bruge MitID Erhverv, bør man i stedet gå direkte til den officielle hjemmeside på mitid-erhverv.dk.
Her skal man benytte knappen ‘MitID Erhverv: Login’ for at få adgang til den rigtige tjeneste.
Har man allerede trykket på et link i en falsk besked eller udleveret personlige oplysninger, er rådet at reagere med det samme.
Digitaliseringsstyrelsen opfordrer i så fald til, at man kontakter Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37.
Her kan man få vejledning om, hvordan man bedst kommer videre, og hvilke skridt man bør tage efter et muligt svindelforsøg.