Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Rift om håndværkerne i foråret: Sådan sikrer du dig det bedste tilbud

Hus og have

08/03/2024 10:31

J. Bøgen

Danskernes lyst til at renovere boligen stiger, men ikke alle er ude i god nok tid, når de skal indhente tilbud på renoveringsopgaven.

Drømmer du om en ny terrasse i 2024 kan du med fordel indhente tilbud i god tid.

Byggelysten er stigende blandt de danske boligejere. 12 procent flere efterspørger en håndværker i februar 2024 end samme måned sidste år.

Det fremgår af nye tal fra 3byggetilbud.dk, der er landets førende opgaveformidler til håndværkere.

3byggetilbud.dk har i februar 2024 modtaget 57 procent flere kloakopgaver, 47 procent flere totalentrepriser og 37 procent flere tagentrepriser.

”Tallene viser, at vi oplever en større efterspørgsel end i samme periode sidste år. Og det er store projekter, der bliver igangsat. Den snak, der har været om inflation, rentestigninger og de nye boligskattereglers indvirkning på markedet, kan vi bestemt ikke se i vores tal. Tværtimod,” siger Maria Carlsen, kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk.

Rift om håndværkerne i foråret

3byggetilbud.dk formidlede knap 65.000 renoveringsopgaver til håndværkere sidste år. Ifølge opgaveformidleren er foråret en periode, hvor efterspørgslen på håndværkere typisk stiger markant. Med plusgrader og sol bliver flere udendørsopgaver igangsat, og de danske boligejere har travlt med alt fra udskiftning af taget til etablering af en ny træterasse.

Opfordringen fra opgaveformidleren er derfor klar: Det er en god idé at være ude i god tid.

”Jo tættere på deadline man er, jo sværere vil det være at finde en håndværker, der har tid til at udføre opgaven. Med en længere tidshorisont har man mulighed for at indhente tilbud fra flere håndværkere,” fortæller Maria Carlsen.

Indhent tilbud allerede nu

En anden tendens, som ses i 3byggetilbud.dk’s data, er en stigende efterspørgsel på hjælp til projekter udendørs. Boligejerne har brugt februar på at se ind i de renoveringsprojekter, som står for døren i foråret.

”Danskerne er hurtigere ude af vinterhiet i år end tidligere. Allerede nu ser de ind i de projekter, som skal udføres i foråret. I februar modtog vi 61 procent flere opgaver i anlægsgartnerfaget, når man sammenligner med samme periode sidste år. Når det kommer til brolæggeropgaverne, har vi også fået 14 procent flere henvendelser sammenlignet med sidste år,” siger Maria Sauer Carlsen. 3byggetilbud.dk opfordrer alle til at indhente flere tilbud på opgaven. Både for at få undersøgt prisniveauet og for at finde både den løsning og det firma, som man synes bedst om.

Et andet godt råd er at vælge et gennemsigtigt og fyldestgørende tilbud. Derved har man har helt styr på, hvordan håndværkeren planlægger at udføre arbejdet, samt sikrer man sig at man ved præcist, hvad der indgår i tilbuddet. På den måde undgår man ubehagelige overraskelser, lyder det fra kommunikationschefen.

Mærkbar stigning

  • 3byggetilbud.dk har modtaget 12 procent flere henvendelser i februar 2024 sammenlignet med februar 2023.

  • I februar 2024 er der sket en stigning på 57 procent flere kloakopgaver sammenlignet med februar 2023

  • I februar er der sket en stigning på 47 procent flere opgaver om totalentrepriser sammenlignet med februar 2023

  • I februar 2024 er der sket en stigning på 37 procent flere tagentrepriser sammenlignet med februar 2023

  • I februar 2024 er der sket en stigning på 29 procent flere badeværelsesopgaver sammenlignet med februar 2023

Mest Læste

Annonce