DI: Høj dansk CO2-afgift vil skade klimaet og gøre Danmark fattigere

Infrastruktur

10/03/2020 06:18

Kristian V. Jensen

Klimarådet har i dag afleveret sit bud på, hvordan Danmark skal komme i mål med ambitionen om at nedbringe den danske CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Fundamentet i Klimarådets anbefalinger er en høj dansk CO2-afgift på 1.500 kr. pr. ton – det er ifølge DI ikke vejen frem, fordi det vil skade den grønne omstilling, koste job og gøre vores samfund fattigere. Det er afgørende, at målet om de 70 pct. nås ved at udvikle - og ikke afvikle - Danmark, mener DI.

- Hvis vi griber den grønne omstilling rigtigt an, kan vi både komme i mål med vores store klimaambitioner – og gøre vores samfund rigere. Men de skyhøje CO2-afgifter, som Klimarådet foreslår, vil have den stik modsatte effekt. Vi er ikke afgiftsforskrækkede og foreslår selv at hæve afgiften, så den kommer på niveau med EU’s kvotepris. Men Klimarådets forslag er så vidtrækkende, at vi blot vil flytte CO2-udledning til udlandet og få lavere vækst og færre job, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri (DI).

- Danske virksomheder er verdensførende inden for blandt andet grøn energiteknologi – verden over er danske løsninger med til at drive den grønne omstilling. Derfor er vi simpelthen også nødt til at være verdensførende, når det kommer til en grøn vækstpolitik, som gavner både klima og skaber job. Vi skal udvikle og ikke afvikle Danmark. Det er også den eneste måde, vi reelt kan gøre en klimaforskel globalt, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Hvis vi beskatter danske virksomheder og arbejdspladser så voldsomt, vil mange skulle skrue kraftigt ned for deres grønne investeringer eller flytte aktiviteter til udlandet. Og hvis virksomhederne vælger at flytte, taber både Danmark og klimaet, fordi skattekroner, job og CO2-udledning flytter til et andet land, siger DI’s adm. direktør.

For at forhindre, at danske virksomheder og job flytter til udlandet, anbefaler Klimarådet, at de virksomheder, som vil blive hårdt ramt af en højere CO2-afgift, og som ikke har mulighed for at skrue kraftigt ned for udledningen, skal kompenseres omfattende. Men den løsning er der stor usikkerhed omkring, mener DI.

- Det er særdeles usikkert, om Danmark vil kunne få godkendt så omfattende danske særhensyn i form af kompensationstiltag, som Klimarådets hovedanbefalinger kræver. Den usikkerhed vil sætte sig i danske virksomheder og kan blive en hæmsko for investeringer i den grønne omstilling. Derfor er det svært at forstå Klimarådets ensidige tilgang, og det understreger, hvorfor der er behov for at tage andre instrumenter i brug for at realisere målet. Vi kan ikke bero os på forslag, hvor der er ekstrem usikkerhed, om det overhovedet kan blive EU-godkendt, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI mener ikke, at Danmark kan være tjent med en situation, hvor CO2-udledningen bare flytter til udlandet – hverken som velfærdssamfund eller som grønt foregangsland.

- Den politik, vi som land fører, bør stimulere den grønne investeringslyst, fremme opfindelsen af nye smarte løsninger og belønne klimarigtige initiativer. Derfor er vi også helt enige med Klimarådet om, at vi skal have sat gang i udviklingen af fremtidens grønne teknologier. Det skal vi rykke på nu, siger Lars Sandahl Sørensen.

Mest Læste

Annonce