Europa fortjener at blive taget alvorligt

Politik

31/03/2018 09:08

Maja Kirstine Andersen

Vi har brug for EU, og EU har brug for en stærkere forbindelse mellem politiske ledere og deres vælgere.

”Der er alt for meget, som ikke fungerer og for meget bureaukrati”, dommen var ærlig og hård fra min veluddannede kammerat i løbeklubben, da vi forleden kom til at tale om EU på løbeturen. Jeg tror desværre, hans udsagn er dækkende for de mange danskere, der tvivler på værdien i EU-samarbejdet.

Jeg skulle lidt ned i tempo for at få luft til mit svar: ”For mig handler det europæiske samarbejde om de helt store ting – EU har været afgørende for at sikre fred i Europa. Vi har et ens værdisæt i Europa – vi tror på et åbent demokrati, menneskerettigheder, vi respekterer den personlige frihed og føler et større og fælles ansvar.”

Vi lever i en tid, hvor de europæiske samfund bliver udfordret. Inden for få år har vi oplevet økonomisk krise i Grækenland og andre sydeuropæiske lande. Flygtningekrisen, hvor det blev alt for tydeligt, at EU’s medlemslande ikke alle er parate til at bidrage til fælles løsninger. Og imens er terroren rullet ind over Europa med frygt og usikkerhed som følgesvend.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

 

Brexit har på den ene side skabt sammenhold mellem de øvrige 27 medlemslande, men på den anden side har briternes valg også udfordret os, der tror på det europæiske samarbejde og på værdien af de europæiske institutioner.

Det er blevet tydeligt gennem de seneste år, at der sker en polarisering i de europæiske vælgergrupper. Denne polarisering sker mellem dem, der bor på landet og de, der bor i byen, mellem dem, der har uddannelse og de, der ikke har uddannelse eller har en kort uddannelse og mellem generationer. Der er behov for, at EU gentænker sine politiske mål og initiativer, således at det er de initiativer, der har konkret effekt for de europæiske befolkninger, der arbejdes med – EU skal ind til kernen!

Der er brug for et mere deltagende Europa. I de seneste år har de europæiske institutioner været for dårlige til at række ud til de europæiske befolkninger og dermed skabe en bedre forståelse for, hvad EU arbejder med og dermed også det europæiske samarbejdes værdi for de europæiske folk.

Og EU behøver en stærkere forbindelse mellem politiske ledere og deres vælgere.

Vi behøver et Europa, hvor der er muligheder for alle borgere til at skabe sig et godt liv. Vi behøver et lærende Europa.

EU skal være vedkommende og EU skal debatteres – selv vil jeg fortsætte dialogen, også i løbeklubben! 

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mest Læste

Annonce