Kærkommen konkurs: Strid om ansvar for medarbejderne

Ledelse

03/07/2015 10:00

Nick Allentoft

Da plejefirmaet Kærkommen gik konkurs overtog Hjørring Kommune arbejdet med at pleje kommunens ældre . Men det skulle de ikke have gjort.

For nu mener Lønmodtagernes Garantifond, at Hjørring Kommune reelt har overtaget virksomheden - og derfor skal betale, hvad de tidligere Kærkommen-ansatte har tilgode i løn.

Men Hjørring Kommune nægter at have overtaget virksomheden - så tidligere ansat Kristine Gjedde kan se frem til at skulle vente mange måneder på at juristerne og måske til sidst retten afgør, hvem der skal betale.

Det fortæller DR Nordjylland.

- Det kom jo som et chok for mig i går, da jeg fandt ud af, at afgørelsen fra LG er, at de ikke vil udbetale nogen løn. Nu står jeg i en økonomisk klemme, som jeg ikke rigtig kan overskue, hvordan jeg kommer ud af, siger Kristine Gjedde, der altså mangler 134.000 kroner i løn, feriepenge og pension.

Kristine Gjedde og familien har hele tiden håbet på en hurtig løsning. Faktisk var de allerede før påske sat i udsigt, at der ville komme en afgørelse fra LG. Men det kom ikke.

- Så vi har brugt, hvad vi har af opsparing, kassekredit og vi har sågar også lånt lidt af børnenes opsparing, som vi har sat til side til dem, siger Kristine Gjedde.

Kristine Gjedde er ikke berettiget til A-kasse, da hun har været ansat i Kærkommen i under et år, og før det var hun selvstændig.

- Vi føler lidt, at vi er taget som gidsler i forhold til, at vi jo egentlig bare har passet vores arbejde, siger hun.

Kristine Gjedde er ikke ene om at være utilfreds med afgørelsen fra Lønmodtagernes Garantifond. Hjørrings borgmester, Arne Boelt, er rasende. For LG's afgørelse om, at Hjørring har overtaget virksomheden holder ikke, mener han

- Den afgørelse er helt ude i hampen, siger Arne Boelt.

Hjørring kommunes eneste kontakt til Kærkommen var at få at vide, hvem af de konkurs-ramte ældre, der her og nu skulle sikres personlig pleje.

- Hvis det koster kommunen penge, så må det være slut med privatisering af personlig pleje, mener Arne Boelt.

Det er ikke i alle kommuner, at LG ikke vil dække lønnen. I blandet andet Brønderslev samt fire sjællandske kommuner har de ansatte fået dækket lønnen.

Mest Læste

Annonce