Ved de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus foreslår beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) at sænke dækningsafiften samt at fjerne andre afgifter for de københavnske virksomheder for i alt 85 millioner kroner.
Det sker i en tid, hvor virksomhederne er presset som følge af covid-19 og derfor har brug for hjælp. lyder det fra borgmesteren.
- Som erhvervslivets borgmester ligger det mig på sinde at forbedre forholdene for virksomhederne. Lige nu står vi i en coronakrise, der gør det tvingende nødvendigt. Det skal være billigere at drive virksomhed, så vi ikke ser konkurser og butikslukninger på stribe.
- Det vil være en kontant indsprøjtning, hvis virksomhederne skal betale mindre dækningsafgift og undgå afgifter på udeservering og gadesalg, siger hun i pressemeddelelse.
Læs også: Københavns Kommune vil hjælpe borgere med stress
Udlejere og barer skal have hjælp
Dækningsafgiften er en kommunal særskat på erhvervsejendomme, og i år betaler ejerne af de københavnske kontorer, forretninger, fabrikker og værksteder næsten en milliard kroner i dækningsafgift om året.
Københavns Kommune opkræver 9,8 promille i dækningsafgift, og hvis den sænkes til 9 promille, vil det give en besparelse til erhvervslivet på omkring 75 millioner kroner, fortæller Københavns eneste Venstre-borgmester.
Som Venstre-politiker ser hun - ikke overraskende - at kommunen også fjerner flere afgifter for de erhvervsdrivende.
- Afgifterne på udeservering, skilte på gaden og gadesalg skal også fjernes, hvilket tilsammen vil give en besparelse for erhvervslivet på yderligere 10 millioner kroner. Vi skal fjerne benspænd og frigive penge til vækst. Ellers går byen i stå, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
I sidste uge kunne Denoffentlige.dk fortælle historien om, at SF's sundhed- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, vil have flere penge til kommunens indsats mod stress.
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.