Ny direktør for Aarhus Festuge

Ledelse

16/6/15 9:02

Nick Allentoft

Tidligere kunstnerisk direktør for Roskilde Festival skal stå i spidsen for Danmarks førende kulturfestival.
Aarhus Festuge har ansat 50-årige Rikke Øxner som ny direktør. Hun tiltræder i oktober efter dette års festuge og afløser således Jens Folmer Jepsen, som har stået i spidsen for Aarhus Festuge i ni sæsoner. 

 

Rikke Øxner er en meget rutineret og anerkendt kulturaktør efter 20 års virke i Roskilde Festival, hvoraf hun de seneste mange år har været del af ledelsen og senest kunstnerisk direktør. Hun er uddannet cand. mag. i massekommunikation og massekultur.    Med ansættelsen af Rikke Øxner får Aarhus Festuge en direktør, som har indgående kendskab til at lede en populær kulturorganisation og som forstår den svære balancegang at skulle værne om sit DNA og stolte traditioner samtidig med, at den kulturelle profil holdes skarp, og udvikling og nytænkning altid er i højsæde.   Rikke Øxner har et stort og alsidigt netværk inden for musik og kultur i både ind- og udland og har mange års erfaring med forhandling og kontraktarbejde nationalt og internationalt. Hun forstår samtidig at skabe samarbejder mellem egen organisation, andre kulturelle aktører og sponsorer. Hun har siden 2012 været medlem af bestyrelsen for Fonden Aarhus 2017 og besidder derfor også et bredt kendskab til kulturen i Aarhus og Midtjylland.    Formand for Aarhus Festuges bestyrelse, borgmester Jacob Bundsgaard: ”Med ansættelsen af Rikke Øxner lægger vi trygt festugens fremtid i hænderne på en kulturel kapacitet og ildsjæl, som vil kunne lede Aarhus Festuge frem mod, gennem og efter 2017, hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad. Festugen har valgt en ny direktør, som medbringer et stort kunstnerisk overblik og ledelsesmæssig erfaring parret med et sikkert blik for nye vinkler og udvikling.”    Rikke Øxner: ”Der findes ikke mange kulturbegivenheder af Festugens kaliber, og jeg er usigeligt glad for at få lov til at være en del af en organisation med så mange muligheder, så højt til loftet, så stor bredde og med så stolte traditioner. Og netop stolthed; den stolthed man møder omkring Festugen giver en ganske særlig energi, som det er en gave at få lov til at arbejde med. Samtidig har Aarhus som by og hele regionen jo store planer og visioner på kulturens område i disse år, så jeg kan ikke forestille mig noget bedre tidspunkt eller sted at skulle slå mine folder de kommende år. Jeg kommer til at tælle dagene frem til 1. oktober.”   Rikke Øxner ansættes som direktør for Aarhus Festuge på en 4-årig kontrakt frem til oktober 2019.   Aarhus Festugen blev første gang afholdt i september 1965 og har udviklet sig til på samme tid at være en international festival og Danmarks førende kulturfestival. I 2014 havde Aarhus Festuge ca. 500.000 besøgende og over 1.000 arrangementer fordelt overalt i byrummet og på både traditionelle og alternative scener.  

Annonce