I Danmark kan vi godt lide at diskutere public service. Det gælder såvel borgerne som politikerne. Kulturministeren er endda på rundrejse i det ganske land – under overskriften ’Antennerne ude’ – for at indsamle kvalitativt input til medieforligsforhandlingerne, der venter i det nye år.
Som sådan et positivt og aldeles demokratisk initiativ. For naturligvis skal borgerne høres.
Det er imidlertid afgørende, hvilket spørgsmål borgerne bliver stillet. Og det overordnede spørgsmål, som ministeren søger svar på, er: ”Hvad er dine ønsker til dansk medieindhold?”
Når de kvalitative svar så efterfølgende skal kvantificeres, kommer hovedkonklusionerne med al sandsynlighed til at handle om, hvor mange, der gerne vil have flere dokumentarer, sat over for, hvor mange, der gerne vil have bedre lørdagsunderholdning. Hvor stor efterspørgslen er på mere superligafodbold sammenlignet med flere debatprogrammer.
Det vil – vover jeg at spå – resultere i en offentlig debat, der vil ligge naturligt i forlængelse af den årligt tilbagevendende diskussion af, hvor stort public service-niveauet er i X Factor, og om DR bør sende udsendelsen eller ej. Det er en del af den samme offentlige debat, der også gerne kører i cirkler rundt om, hvorvidt Koncerthuset eventuelt skal udskilles fra DR sammen med ensemblerne. Om licensen bør placeres på finansloven eller ej. Og om licensmidlerne i mindre grad skal gå til DR og i højere grad til eksempelvis Radio24syv og Zetland.
Det er nok så vigtige detaljer at få på plads. Men det er, når alt kommer til alt, blot detaljer. Den egentlige public service-debat bør nemlig handle om noget helt andet.
Det altafgørende spørgsmål er, hvorvidt der i befolkningen stadig er opbakning til en fri, kritisk og uafhængig presse, som er massivt støttet af offentlige bevillinger. Om der – blandt borgere såvel som politikere – er en forståelse og accept af, hvor nødvendig den frie presse er for opretholdelsen af vores demokrati.
Set i et større perspektiv handler public service-debatten netop om, hvilken diskurs, der skal føres i det offentlige rum. Hvilke præmisser, der gør sig gældende for at påvirke folkestemningen i forskellige begejstrede og opildnede retninger. Og i sidste ende om, hvem der vil få nøglerne til Statsministeriet og dermed magten på Christiansborg.
Hvis vi glemmer at fokusere på spørgsmålet om opbakningen til den frie presse, kommer vi for nemt til blot at diskutere, om vi bedst kan lide Clement Kjersgaard, Sisse Fisker, Mads Brügger eller Thomas Blachman. Og dermed gør vi os selv en bjørnetjeneste.
Lad os håbe, at kulturministeren er bevidst om dette. Uanset hvad vil de kommende måneders debat vise hvilken vej, vi som samfund ender med at vælge, når dette skæbnesvangre medieforlig skal indgås.
