Befolkningsvæksten i Fredericia Kommune skal tredobles

Infrastruktur

06/11/2015 07:45

Nick Allentoft

Fredericia Kommune opruster i kampen om tilflytterne. Målet er at tredoble befolkningsvæksten, så kommunen i 2020 vokser med 350 borgere om året.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

”Fredericia skal vokse” er en væsentlig overskrift i Vision 2020, som byrådet vedtog i foråret 2015. Præcis hvor meget vokseværk, kommunen skal have, har Økonomiudvalget nu sat tal på.   ”I 2020 skal befolkningsvæksten være på mindst 350 personer om året. Det er tre gange så mange som i dag. At nå det mål kræver et byråd, der har mod til at prioritere de investeringer, der på længere sigt skal sikre vores fælles velfærd – og det er blandt andet det, byrådet har gjort, da vi lavede forlig om budgettet for 2016,” konstaterer borgmester Jacob Bjerregaard.

Det politiske fokus på bosætning betyder blandt andet, at der nu er udpeget en tilflytterkonsulent. Det er 47-årige Michael B. Sørensen, der selv bor i Bredstrup Pjedsted med sin familie.

”Fredericia har så meget at byde på. Central og smuk beliggenhed. Attraktive boligområder. Flot natur. Et rigt kultur- og foreningsliv. Jeg er selv vendt tilbage hertil i ’97 og kan tydeligt mærke, at hele Fredericia har en masse god energi og engagerede kræfter, der udvikler, fornyr og forskønner. Jeg kan ikke selv tænke mig bedre sted at bo,” siger Michael B. Sørensen.    Ud over at tage godt imod potentielle tilflyttere, har Michael B. Sørensen en vigtig opgave i at besøge virksomheder i kommunen og invitere til samarbejde. Her arbejder nemlig cirka 11.800 personer, som bor i andre kommuner og pendler til deres job i Fredericia.   ”Indpendlerne er en interessant gruppe, som allerede har en relation til området. Især de nye pendlere, der lige har skrevet under på kontrakten, vil overveje, om de skal bruge tid på transport eller flytte . Vi vil rigtig gerne give dem og deres familier en oplevelse af Fredericia. Det er noget af det, vi kommer til at arbejde med,” siger Michael B. Sørensen.   Et godt samarbejde mellem kommunen, arbejdspladserne, private aktører som ejendomsmæglere og jordsælgere, boligforeninger og det store forenings- og kulturliv og borgerne er et vigtigt led i at nå målet, understreger borgmester Jacob Bjerregaard:    ”Vi øger ikke befolkningsvæksten med et trylleslag. Det kræver hårdt arbejde og et langt, sejt træk. Men Fredericia er inde i en rigtig god udvikling, Og der er mange, der trækker. Det er på den måde, vi skaber resultater,” siger Jacob Bjerregaard.    Billedtekst: 47-årige Michael B. Sørensen er udpeget som tilflytterkonsulent og skal tage godt imod de potentielle tilflyttere, der viser interesse for Fredericia Kommune. Foto: Mads Hansen/Fredericia Kommune

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.