På Nørre Allé i København ligger et hus, som skiller sig ud fra mængden med sine skæve vinkler og særlige facon. Huset er imidlertid ikke kun iøjnefaldende på grund af sit karakteristiske ydre, men også på grund af det arbejde, der foregår bag de blanke aluminiumsfacader. Her, hos Københavns Kommunes Center for Kræft & Sundhed København (CKSK), handler det om kræftrehabilitering. Og det foregår - som det eneste sted i Danmark - i et kommunalt rehabiliteringscenter, der udelukkende er målrettet kræftpatienter.
- I Københavns Kommune er vi stolte over, at vi nu gennem 10 år har haft mulighed for at tilbyde et unikt rehabiliteringsforløb til de københavnere, der bliver ramt af kræft. Center for Kræft & Sundhed er et fyrtårn inden for kommunal kræftrehabilitering, bl.a. fordi København med sin størrelse har mulighed for at prøve nye metoder og rammer af. Vi deler meget gerne vores viden og erfaring med andre kommuner, så borgere, der har eller har haft kræft, kan få den bedst mulige hjælp - uanset hvor de bor, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.
Høj tilfredshed blandt centrets brugere
Siden starten i 2007, da kommunerne overtog opgaven med genoptræning og rehabilitering, har mere end 7500 borgere været igennem et rehabiliteringsforløb i Center for Kræft & Sundhed København. Formålet med rehabilitering er - gennem fx rådgivning, støtte og fysisk træning - at give borgeren det bedst mulige liv med eller efter en kræftsygdom.
Og rehabilitering virker. 95 procent af de borgere, som er tilknyttet CKSK, er tilfredse eller meget tilfredse med deres forløb. Det viser tal fra centrets seneste brugerundersøgelse, udarbejdet af Epinion P/S i 2016. 66 procent svarer i samme undersøgelse, at de - trods sygdom og behandling - har bevaret eller ligefrem forbedret deres livskvalitet efter at have været tilknyttet centret.
- Hvis du har eller har haft kræft, er rehabilitering et vigtigt skridt på vejen mod det bedst mulige liv med eller efter sygdommen. I Center for Kræft & Sundhed København har vi en unik faglighed og 10 års erfaring med at rehabilitere kræftpatienter i Københavns Kommune. Vi ved, at vores indsatser virker, og tallene fra Epinions undersøgelse viser også stor tilfredshed, siger Jette Vibe-Petersen, centerchef på CKSK.
Udover den daglige drift arbejder CKSK også med udviklings- og forskningsprojekter indenfor kommunal kræftrehabilitering. Centret har bl.a. haft fokus på emner som ulighed i sundhed og på rekruttering af mænd til rehabilitering. Senest har CKSK arbejdet med at få større fokus på pårørende i rehabilitering.
Unikt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse
Center for Kræft & Sundhed København er også unik i den henseende, at det er det eneste sted i Danmark, hvor en kommune arbejder sammen med Kræftens Bekæmpelse på samme adresse. Kræftens Bekæmpelse er til stede i centret med bl.a. Kræftrådgivningen i København, som tilbyder gratis støtte, råd og vejledning til borgere, der er berørt af kræft.
- Center for Kræft og Sundhed København er et unikt tilbud til kræftpatienter samt deres pårørende og efterladte. Det er et tilbud, vi i Kræftens Bekæmpelse er stolte over at være en stor del af. Her supplerer rehabilitering og Kræftens Bekæmpelses rådgivning og store frivillige engagement hinanden og giver synergi. Vi hører kun positive tilbagemeldinger fra brugerne af Center for Kræft og Sundhed, siger Laila Walther, afdelingschef for Patientstøtte og Lokal Indsats i Kræftens Bekæmpelse.
Om Center for Kræft & Sundhed København
Center for Kræft & Sundhed København (CKSK) er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse. Centret tilbyder rehabilitering til borgere, der har eller har haft kræft. Centret er blandt de førende i Danmark inden for kommunal kræftrehabilitering og hjælper hvert år omkring 1000 borgere med at få det bedst mulige liv med eller efter en kræftsygdom. Centrets rehabiliteringstilbud består bl.a. af træning, kostvejledning, undervisning, individuel vejledning og støtte samt socialrådgivning.