Topmøde Odense byudvikling

Fremtidens Odense til debat

Infrastruktur

05/11/2014 09:32

Suleman Haider

Frem mod 2020 investerer Odense massivt i vækst, infrastruktur og velfærdsudvikling. Det skal være med til at rykke Odense fra en stor dansk by til en dansk storby – men hvilken storby skal Odense være? Det gav 100 forskellige meningsdannere deres bud mandag aften på Odense Rådhus.

- Det er jo borgere, erhvervsliv, de unge osv. der ved, hvordan det er at bruge byen. Derfor det fuldstændig afgørende, at vi hører deres mening om, hvordan Odense skal udvikle sig, siger Chef for Bystrategisk Stab Jannek Nyrop og fortsætter:

- Odense står midt i en kæmpe transformation, byggesjak og entreprenørmaskiner er for alvor rykket ind i vores by. I kommunen arbejder vi med den overordnede ramme, der skal få projekterne til at gå op i en højere enhed. Det arbejde skal vi løbende have indspark til, og inputtene vi har fået på topmødet, bruger vi i første omgang i vores arbejde med Planstrategi 2015.

Planstrategien er en overordnet politisk plan for kommunens strategiske og fysiske udvikling, og i foråret 2015 vil en ny planstrategi for Odense blive sendt i høring.

Bastian Fietje fra N11, netværk for erhvervstalenter var blandt de 100 deltagere på topmødet om fremtidens Odense. Han siger om mødet:

- Det var sjovt at være blandt folk med så mange forskellige faglige baggrunde, alder, interesser og holdninger. De to workshops fungerede, efter min mening, ganske udmærket, men jeg kunne godt have brugt lidt mere info om, hvad en planstrategi indeholder, og hvad koblingen helt konkret er til de syv temaer, vi arbejde med.

- Det at inddrage borgerne i kommunale beslutningsprocesser synes jeg er en rigtig god ide, og noget jeg ville ønske, at man gjorde mere af. Det kan skabe nogle store gevinster i form at øget åbenhed, selvforståelse, tillid og respekt mellem borger og by. Men involvering forpligter –så jeg glæder mig rigtig meget til at se og høre, hvordan de gode ideer bliver omsat til praksis.

Input fra deltagerne vil indgå, når politikerne ultimo november skal drøfte Planstrategi 2015 på kvartalsmødet og i den efterfølgende skrivefase. I foråret 2015 er planstrategien færdig og vil blive sendt i høring.

Fremtidens Odense er…

Ja, hvad er fremtidens Odense egentlig. Deltagerne var fulde af input og ideer. Her er et lille udpluk:

  • En modig by. En by i konstant udvikling, der griber mulighederne.

  • En storby med fokus på styrket samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, erhverv, kommune og borgere. Potentialet er der – og det kan med fordel udnyttes bedre fremadrettet med flere projektforløb på uddannelserne, samt uformelle og formelle netværk mellem virksomheder og studerende for at styrke overgangen fra uddannelse til erhvervsliv.

  • Kendt som den grønne, åbne, energirigtige storby, hvor der satses på ”en god by at være menneske i”.

  • En nytænkende, innovativ storby baseret på Odense-DNA med fokus på sammenhængskraft og muligheder

  • En borgerskabt mikro-storby, der er gæstfri overfor erhvervslivet, borgere, nationale og internationale studerende og verdensborgere.

  • En storby, hvor der er sammenhæng mellem byfortætning og god kollektiv trafik - og den kollektive trafik skal både gøre det muligt at komme rundt i Odense og at komme til/fra Odense, så odenseanerne og besøgende tilsammen skaber oplevelsen af storby

  • Dynamisk og funktionel, futuristisk og historisk på én gang

  • En iværksætterstorby, der skaber gode muligheder for iværksætteri og erhvervsfremmende vækst. En by med detailhandel og flere boliger i bymidten og fokus på mobilitet på alle planer.

Derudover var et udtalt ønske blandt deltagerne om, at Odense tør vise mod. At politikerne tør træffe beslutning om at sætte en retning for fremtidens Odense og stå ved deres valg. Også selvom det nødvendigvis betyder, at man ikke kan gøre alle tilfredse.

 

Fakta:

Den 3. november mødtes et bredt udsnit af byens aktører, 100 mennesker, på Odense Rådhus for at give deres input til udviklingen af Odense. Inputtene vil blive brugt i det videre arbejde med Planstrategi 2015.

Odense Byråd vedtog i 2011 en overordnet strategi for Odense om at gå fra stor dansk by til dansk storby. I november 2014 skal byrådet fastlægge de overordnede linjer for, hvilken storby Odense skal udvikle sig til. Byrådets beslutninger danner grundlaget for Planstrategi 2015, der sendes i høring til foråret 2015.

Odense Kommune har gennem længere tid arbejdet aktivt med borgerinddragelse i kommunens udviklingsprocesser. Topmødet om fremtidens Odense blev faciliteret i samarbejde med Indgreb og indgår som case i en række aktiviteter, som Dansk Arkitektur Center (DAC) og Kulturstyrelsen gennemfører i efteråret 2014 med fokus på nye koncepter til borgerinvolvering.

Tag del i debatten om fremtidens Odense på www.facebook.com/Mitaftryk og Instagram #MitAftryk

Mest Læste

Annonce