Når Aarhus i 2017 bliver Europæisk kulturhovedstad strækker det sig over hele Region Midtjylland og over et helt år. Derfor er det en enestående mulighed for at undersøge og bygge videre på den store viden og erfaring, der findes i Danmark med frivilligt arbejde.

Tuborgfondet donerer millioner til Aarhus 2017

Infrastruktur

20/08/2014 11:36

Nick Allentoft

Godt nyt til frivilligområdet. Aarhus 2017 vil gentænke det klassiske frivillighedsbegreb frem til værtskabet som Europæisk kulturby i 2017. Tuborgfondet støtter op med 2.700.000 kroner. Ringkøbing-Skjern holder et vågent øje.

Når Aarhus i 2017 bliver Europæisk kulturhovedstad strækker det sig over hele Region Midtjylland og over et helt år. Derfor er det en enestående mulighed for at undersøge og bygge videre på den store viden og erfaring, der findes i Danmark med frivilligt arbejde.

 

Målet er at styrke området og arbejde for vedvarende udvikling på frivillighedsområdet - også i årene efter 2017.

Det er derfor med stor glæde og taknemmelighed, at Fonden Aarhus 2017 har modtaget Tuborgfondets tilsagn om at støtte fondens frivilligaktiviteter i årene 2014-2018 med 2.700.000 kr.

 

- Med Tuborgfondet i ryggen får Aarhus 2017 nu mulighed for at opbygge et bredt forankret og enestående frivilligprogram, siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Fonden Aarhus 2017.

 

I tråd med vestjyske tanker

I Ringkøbing-Skjern Kommune er projektleder på Frivillighedsakademiet Per Lunde Lauridsen spændt på forløbet:

 

- Det ligger fint i tråd med den måde, vi tænker og arbejder med frivillighed på i vores område, og jeg glæder mig til at udveksle ideer i dette forum også, siger projektleder og formidlingsinspektør Per Lunde Lauridsen.

 

Frivilligakademiet uddanner frivillige i at formidle kultur, og indtil videre har mere end 600 borgere været en tur på formidlingsbænken. Projektet har national bevågenhed og en projektgruppe har været på inspirationstur til England, så det europæiske blik og tanker om samarbejde ligger ikke fjernt:

 

- Det gælder alle steder, men især et sted som vores, at de frivillige er uhyre vigtige for kulturlivet. Det skal vi arbejde sammen om at udvikle. Så jeg hilser Aarhus 2017-tankerne velkommen, siger Per Lunde Lauridsen.

 

Underdirektør i Tuborgfondet, Peter Moe Rasmussen, ser frem til at følge med i frivilligaktiviteterne i Aarhus 2017:

 

- Tuborgfondet vil følge projektet tæt, da det er noget helt nyt at arbejde med frivillige over flere år og i en hel region. Jeg tror, at Aarhus 2017 kommer til at sætte nye standarder for frivilligheden, som forhåbentlig også kan anvendes nationalt og internationalt, siger Peter Moe Rasmussen.

 

Fakta

Frivilligakademiet er forankret i Ringkøbing-Skjern Museum. Læs mere her

Aarhus 2017-programmet vil involvere op til 500 frivillige som ”kernefrivillige” i de 19 kommuner i Region Midtjylland, og efterfølgende bliver mange flere inviteret til at deltage som frivillige i det meget ambitiøse program i Aarhus 2017.

 

Desuden vil Aarhus 2017 samarbejde med en lang række arrangører på lokalt, nationalt og internationalt plan, der til daglig arbejder med frivillige i forbindelse med blandt andet festivaler, events og i idrætsforeninger.

 

Samarbejdet skal styrke arbejdet med frivillige til gavn for eventaktører i fremtiden, og frivillige i Aarhus 2017 vil også udvikle nye måder og modeller for international udveksling af frivillige.

Mest Læste

Annonce