Hvad skal der til for at bryde troen på at kommuner er bedst til alt, spørger Per K. Larsen

Kommunerne har udspillet deres rolle på socialområdet – en tale, der ikke bliver holdt

Der er brug for en alvorlig debat om kommunernes evne til at levere brugbare resultater på socialområdet. De har haft 40 års chance, men reelt fejlet. Derfor er det relevant at stille tabu-spørgsmålet, om kommunerne er de rigtige til de tunge socialopgaver, skriver Per K. Larsen i Fattigdomsdebatten. Hvad skal der til for at bryde troen på at kommuner er bedst til alt, spørger han.

I dag holder Syddansk Universitet en temadag om ”Kommunalreformen – 10 år senere”. Talerne vil pege på, at der er tale om en succes, men med plads til forbedringer, som allerede er sat i gang. Altså: konklusionen er givet på forhånd. Kommuner er en succes, både som nærdemokrati og økonomisk. Der er fejl, men de kan rettes.

Følg Fattigdoms-debatten

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

Den tale, der ikke bliver holdt handler om socialområdet, hvor der mangler evidens for at kommunerne leverer varen. Hvor der kan peges på undtagelser, båret af ildsjæle og projektmidler, som viser gode resultater, men  hvor de forsvinder igen, uden at sprede sig til andre kommuner.  

 

Kommunerne skader udsatte borgere

Det handler kort fortalt om hjælpen til borgere med specielle vanskeligheder, som har brug for fagligt velfunderede indsats fra eksperter. Her er kommunerne ikke gode løsninger og kan ikke blive det. Nogle kommuner kan vise gode eksempler på ekspertise i perioder med en heldig politisk – administrativ ledelse. Men når ledelsen forsvinder, tørrer ekspertisen ud.

Resultaterne er tydelige, men ubehagelige og provokerende. Det kræver mod at se dem i øjnene. Kommuner, som løser mange opgaver fremragende, gør på andre områder direkte skade på borgere, som har mest brug for hjælp. Gør os langtidssyge, hvis vi har komplicerede lidelser. Giver den hjælp de har og ikke den hjælp, der virker bedst. Fastholder socialt udsatte ledige i kontanthjælp og førtidspension i stedet for at give helhedsorienteret hjælp. Skaber unge tabere, især unge mødre og  børn, i stedet for at bryde den sociale arv.  Har dårlige resultater med misbrugsbehandling. Undlader at hjælpe børn med skolevanskeligheder.

 

Advarsler i 40 år

Advarselslamperne har været tændt siden den første kommunalreform i 1970’erne. Dengang 1200 sogne blev samlet i 275 kommuner.  Det politiske rationale i Folketinget var et ønske fra især Venstre om at samle de overvejende statslige specialinstitutioner: Revalidering, Mødrehjælp, Børneforsorg, Hjemløseinstitutioner, Familierådgivningen, forsorgen for blinde, døve, forstandshandicappede mv.  Målet var færre udgifter og mindre administration, samt en helhedsorienteret social rådgivning lokalt og tæt på borgeren. Er der noget tegn på at dette er lykkedes? Administrationen er vildtvoksende. Økonomisk set er fiaskoen til at få øje på.  

Blot et eksempel: Børneforsorgsområdet kostede 4 mia. kr. i 1982. Nu er prisen over 15 mia. i udgifter til forebyggende indsatser og anbringelser uden for hjemmet, og antallet af børn, der er i indsatser er stort set det samme i dag som for 40 år siden. Resultat: Der anbringes fortsat 12 – 14.000 børn, og vi taler stadig om mønsterbrydere, fordi disse mennesker i langt overvejende grad får en dårlig uddannelse og ender som kontanthjælpsmodtagere, misbrugere eller kriminelle.

Samme udvikling kan man finde med variation på alle specialområder. Lige fra indsatsen for børn, der stammer, ADHD og andre special diagnoser, unge mødre, hjemløse, blinde, sindslidende.

 

Omrokering skjuler sandheden

Overalt ser man store udgifter, mange regler, dårlige resultater. Omrokering af indsatser gennem reformer flytter rundt på økonomierne, så det er nærmest umuligt at belyse effekter over tid. Eksempelvis styrtdykker revalidering målt i udgifter men de samme problemer vokser op som aktivering. Er der nogen der tør opgøre resultaterne for langtidsledige som aktiveres? Ikke kun kortsigtede gevinster, men målt over flere år?

Kommunalreformens resultater på de specielle områder bliver ikke målt på effekten for borgeren.  De bliver i stedet taget op i eksempelvis de årlige aftaler mellem Finansministeriet og KL om kommunernes økonomi. Her er målet enkelt, der skal styr på kommunernes økonomi. Det vigtige er ikke effekten af de kommunale indsatser på specialområdet. Det vigtige er ikke borgerens liv og levned. Det er det måske nok, men det kommer ikke med i regnearket.

På den måde kan man skabe et system, der kan styres, økonomisk set. Det kan godt være det er dyrt og ineffektivt, målt på om borgeren bliver rask og undgår førtidspension. Men denne dimension regnes der ikke med. Der regnes selvfølgelig med udgifter til førtidspension, kontanthjælp, dagpenge osv. Men det foregår på en meget enkel facon.  

Måden udgifterne nedbringes på har den horisont, som er overskuelig for administratorer.  Eksempel: Der skal spares 4 mia. på kontanthjælp. Hvordan? Det overlades til Beskæftigelsesministeriet. Ministeriet opfinder nogle nye, lave former for kontanthjælp, fx uddannelsesydelse til unge. Ungegrænsen flyttes fra 25  til 30 år.  Alle under 30 år på kontanthjælp skal motiveres til at uddanne sig, ved at få kontanthjælpen halveret, så den kommer på niveau med Statens Uddannelsesstøtte. Hvordan? Det overlades til kommunerne.

Kommunerne reagerer hurtigt. Kommuner er dygtige til at administrere og tilpasse de ofte svære regler fra ministerierne til lokale forhold. Fattige kommuner fandt op til 87 % af de unge kontanthjælpsmodtagere egnede til uddannelse. Rige kommuner fandt under 20%.  Beslutningen om antallet af uddannelsesegnede er et budgetspørgsmål, som besluttes af kommunens administrative og politiske ledelse.

I bunden af dette cirkus sidder sagsbehandlere, som på den ene side har de unge kontanthjælpsmodtagere og på den anden side nogle meget snævre rammer for faglige skøn.  

 

Det er de samme mennesker

De unge kontanthjælpsmodtagere er de samme. Funktionelle analfabeter med et eller flere mislykkede forsøg på  erhvervsuddannelse bag sig. Bogligt svage familier, som ikke kan støtte dem. Men også gode og produktive borgere, som hellere end gerne vil uddanne sig, arbejde og leve et liv som alle andre og gør det, hvis de får den rette, specialiserede hjælp.

Hvad skal der til for at bryde troen på at kommuner er bedst til alt?  Man kan læse sig til det i rapporter om effekten af specialiserede rådgivninger som bl.a. Mødrehjælpen og Center for Hjerneskade. Man kan håbe at fagfolk i kommunerne siger det højt. At nogen ser udviklingen på  socialrådgivernes område. De var i starten centrale rådgivere, men har i dag er stærkt reducerede i handlemuligheder og er mange steder erstattet af folk uden faglig uddannelse –  af samme grund søger flere og flere af dem ansættelse andre steder, hvor der er plads til fagligheden.

Man kan håbe på en mere selvkritisk holdning i Kommunerne. Eller at Folketinget tager initiativer som igen adskiller den kommunale myndighed og de fagligt ledede organisationer og Centre. Indtil det lykkes vil man nok se en fortsættelse af den igangværende tendens: Folk, der har råd, betaler selv, mens systemet æder resten.

Emneord: Fattigdom, Strukturreform, Kommunalreform, Udsatte, Fattige, Socialkrisen, Socialområdet, Socialpolitik
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 38 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 27.09.14 Johs. Bertelsen,Formand Frivilligt Forum
    Kommunerne har udspillet deres rolle

    Der er ingen tvivl om, at Per K. Larsen langt hen ad vejen har ret, når han hævder, at kommunerne har udspillet deres rolle på det sociale område. Tallene taler jo deres klare sprog. Selv om der investeres stadig større summer på mange indsatsområder, udebliver effekten.
    Årsagerne hertil kan der kun gisnes om, men meget tyder på, at det stærke fokus på økonomistyring trækker fokus væk fra det sociale arbejdes kerneområde, nemlig mødet menneske til menneske. Al erfaring viser, at det er i det relationelle møde menneske til menneske, at der skabes basis for social og personlig udvikling. Og her er kommunerne på de fleste områder desværre underlagt statslige styringsinstrumenter, hvor både kommunerne og borgerne søges påvirket gennem økonomiske incitamentsstrukturer, hvor det er op til den enkelte kommune eller den enkelte borger først og fremmest at tage hensyn til den økonomiske effekt. For kommunerne betyder dette, at borgerne så at sige kommer i anden række, og for borgerne betyder dette, at de mere ressourcestærke drager fordel af incitamentspolitikken, medens alle de svage lades i stikken.

    Dog kan man nok ikke sige, at kommunerne har udspillet deres rolle, da der altid vil være behov for en vis lokal rammesætning om det sociale arbejde fra det offentliges side. Kommunerne skal derimod lære at adskille økonomistyringen fra ”borgerstyringen”. Meget forebyggende arbejde, rehabiliteringsarbejde og behandlingsarbejde har jo ofte karakter af en form for adfærdsregulering, som skal hjælpe borgren til at få bedre styr på sit liv. Her har kommunerne behov for et mellemniveau, som ikke har økonomistyringen som fokus men derimod borgeren som fokus. Dette mellemniveau vil med stor fordel ofte kunne udvikles i partnerskaber med frivillige sociale organisationer, som pr. tradition har borgeren i fokus og, som i øvrigt har tradition for at arbejde ”nedefra og op” og ikke som kommunerne og det offentlige system ”oppefra og ned”.

    Gennem partnerskaber med frivillige sociale organisationer bør fagligheden kunne sættes fri af den meget direkte økonomistyring. Løsningen af borgerens problemer skal således tænkes omvendt nemlig ”nedefra og op”, og dermed skal der i første omgang tages udgangspunkt i, hvad den enkelte borger eller den enkelte familie har behov for af hjælp. Her viser erfaringer fra både danske og udenlandske frivillige sociale organisationer, at bruger man kræfterne (og pengene) på den enkelte borger og den enkelte familie gennem en helhedsorienteret indsats, hvor få faste og frivillige medarbejdere sammen med borgeren eller familien tager ansvar for problemløsningen, ja så er effekten meget større end når det store kommunale bureaukrati trækkes ind over borgeren. Hertil kommer, at den frivillige organisation ofte også kan støtte borgeren i at udvikle sociale og lokale netværk, som er af stor betydning for borgerens videre trivsel. Dette sætter ikke kommunerne ud af spillet, men det skaber armslængde til økonomistyringen, og dette betyder rigtigt meget for, at borgerne oplever, at det sociale arbejde og den sociale indsats er til for deres skyld og ikke for kommunens skyld. Først når denne tillid er udviklet kan der skabes basis for social forandring.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også