Berlau om sammenhængsreform: En bydende nødvendig dagsorden

Velfærd

25/11/18 7:00

Et reelt ønske om sammenhæng i den offentlige sektor er ikke en urealistisk målsætning, mener kommende næstformand for lønmodtagerne, Majbrit Berlau. De første skridt er allerede taget lovgivningsmæssigt og lokalt i kommunerne. Fortsæt i samme spor.

Peter er en mand i 40’erne. Han er arbejdsløs og får kontanthjælp. Derudover slås han med en dårlig ryg og andre mere generelle sundhedsproblemer, et hashmisbrug, en depression og problemer med sin søn. Til at hjælpe sig har Peter 17 forskellige kommunale fagpersoner, bl.a. en god håndfuld sagsbehandlere, mentorer, en virksomhedskonsulent, en fysioterapeut, en praktiserende læge, en psykiater og flere støtte-kontaktpersoner. Og han har otte forskellige lovpligtige handleplaner, som hver især anviser, hvad der skal ske med Peter for at løse hans problemer.

- Står det til os, skal borgere med komplekse udfordringer som Peter have én fælles plan og en tydelig placering af ansvar for koordinering og fastholdelse af den fælles plan.

Bydende nødvendigt at skabe sammenhæng
Sådan sagde formanden for de danske socialrådgivere, Majbrit Berlau, da hun i maj 2017 præstenterede Peter for alverden på et topmøde, hvor regeringen også lagde sine planer for en sammenhængende offentlig sektor i Danmark frem – en offentlig sektor, hvor borgerne ikke skal løbe spidsrod mellem fagpersoner og forvaltninger. 

Journalisten bag artiklen - Tina Juul Rasmussen

Journalist Tina Juul Rasmussen er medlem af Ledelsesavisens redaktionsgruppe, og arbejder som journalist for flere forskellige organisationer. Hun skriver meget om ledelse og socialpolitik.

Se mere om Tina Juul Rasmussen her. 

Peter er et opdigtet eksempel, men ifølge Dansk Socialrådgiverforening repræsenterer han 70 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i Danmark, som har komplekse udfordringer udover ledighed.

I september 2018 var Peter igen med på et regeringstopmøde om Sammenhængsreformen. Denne gang i en opdateret version: For nu er de mange indsatser for Peter koordinerede, så han får ro til at koncentrere sig om at komme videre med sit liv med familie, job og uddannelse. Peter har kun én handleplan – mod før otte – og han har én koordinerende sagsbehandler, som navigerer for Peter igennem det højt specialiserede, offentlige system. Og det er netop et af de mål, Sammenhængsreformen sigter mod. Det vender vi tilbage til. 

Om det er realistisk at opnå den form for sammenhæng og koordinering, som Peter i den nye version er udtryk for, har Majbrit Berlau et klart svar på:

- Hvis man reelt ønsker at opnå sammenhæng, er det ikke urealistisk. Og jeg vil sige, at det er bydende nødvendigt. Men jeg synes også, at jeg hører stor vilje på Christiansborg. Vi har allerede fået loven om Èn Plan (mulighed for at arbejde med én handleplan i de komplekse borgerforløb, som går på tværs af flere fagforvaltninger, red). Så selvom loven set med vores øjne ikke er omfattende nok, er den et skridt i den rigtige retning. Mange kommuner har også allerede gjort sig værdifulde erfaringer med den og med at koordinerende sagsbehandlere. 

Økonomistyringen kan være en bremseklods

Det, som kan stikke en kæp i hjulet for Peters oplevelse af en sammenhængende indsats, mener socialrådgivernes formand, er systemernes eksisterende grundforudsætninger, bl.a. måden at styre økonomien på. 

- Det at omlægge styringen bag siloerne og fx forfølge investeringssporet intensivt, vil nok rejse bekymring hos nogle af de budgethajer, som har vænnet sig til etårige, kasse- og siloopdelte budgetter. For investeringer i bl.a. sociale indsatser er her og nu, mens gevinsten jo kan ligge år ude i fremtiden, siger hun og fortsætter: 

- Den form for stram økonomistyring var nødvendig for år tilbage, men i dag er der så godt styr på de offentlige finanser, at vi godt kan åbne op for en mere intelligent måde at styre på, som ikke kun handler om at Excell-arket skal balancere, men om at tilgodese behovet for mere langsigtet tænkning og indsats. Men så længe kommunerne får økonomiske sanktioner, hvis de ikke holder budgetterne, og så længe de enkelte lederes kontrakter er bundet op på det samme, vil den økonomiske bundlinje være det, man først forfølger. Og det er ikke altid til gavn for borgerne, mener Majbrit Berlau.

Hun vurderer, at hvis Sammenhængsreformen skal nå i mål, må processen starte helt centralt.

- På vores område starter siloerne på Christiansborg og i fagministerierne, og her er lovene ikke koordinerede. Fx er ressourceforløbene centrale i lov om aktiv beskæftigelse, mens de ikke er nævnt med et ord i serviceloven. Og jeg har set talrige eksempler på i mine seks år som socialrådgiverformand, at vi har måtte være budbringere, fordi de ikke vidste i det ene ministerium, hvad de lavede i det andet. Så en forudsætning er, at man samarbejder om og samtænker lovgivningen. Den samme omtanke, som vi ønsker for den udsatte borger.

Indlægget er et uddrag af en artikel, som har været bragt i det norske magasin Stat & Styring.

Annonce