Kroniske offentlige underskud efter 2020

Frem mod 2020 kan budgetunderskuddene blive mindre og gå i nul omkring 2020. Men kort herefter starter rutscheturen for dansk økonomi.

Om 15 år vil det strukturelle underskud i den offentlige sektor være så stort, at Danmark ikke længere kan opfylde kravet i den nye budgetlov. Det sker ikke blot i ét enkelt år, men vil være tilfældet i flere årtier, hvis ikke de offentlige udgifter reduceres eller indtægterne øges.

I regeringens egen budgetlov er der stillet krav om, at de strukturelle offentlige budgetunderskud ikke må være større end -0,5 procent af bruttonationalproduktet årligt. Men fremskrivningen viser, at for bare at overholde den nye budgetlov på langt sigt mangler der i fravær af reformer gennemsnitligt 28 mia. kroner om året. Hvis de, der i forvejen er i beskæftigelse, arbejder mere, kan budgetloven overholdes ved en gennemsnitlig stigning i antallet af fuldtidsbeskæftigede på ca. 100.000 personer over en 40-årig periode.

De langvarige budgetunderskud i DA’s nye fremskrivning opstår på trods af, at det er antaget, at erhvervsdeltagelsen for personer over 65 år stiger betydeligt. I 2045 ventes syv ud af ti i alderen 65-69 år at være på arbejdsmarkedet. I dag er det kun to ud af ti.

På længere sigt er dansk økonomi fortsat skrøbelig

I de kommende årtier vil andelen af ældre stige markant i forhold til resten af befolkningen. I 2020 vil der være knap 200.000 flere personer i aldersgruppen 70 år og ældre sammenlignet med i dag. I 2030 vil der være 350.000 flere.

Det øger trækket på de offentlige udgifter. Også selv om det antages, at jo længere vi lever, jo sundere bliver vi. Det demografiske pres på forsørgelses- og sundhedsudgifterne er grunden til, at der allerede er gennemført reformer – af efterløn, folkepension, skat på arbejde, dagpenge og kontanthjælp.

Det er bare slet ikke tilstrækkeligt, viser en ny fremskrivning af dansk økonomi foretaget af DREAM for DA.

På nær tre enkelte år omkring 2020 vil udgifterne i den offentlige sektor med det nuværende serviceniveau være større end de forventede indtægter til de offentlige kasser hvert eneste år i de næste mange årtier.

Fra 2026 og frem vil underskuddet i den offentlige sektor, ifølge DA’s nye fremskrivning, være så stort, at det ikke længere hverken opfylder EU’s Finanspagt eller regeringens budgetlov om, at det årlige strukturelle underskud på de offentlige finanser højest må udgøre 0,5 pct. af BNP. Finansministeren skal hvert år opgøre den forventede strukturelle saldo for det kommende år. Hvis ministeren forventer et væsentligt større strukturelt underskud end, hvad der svarer til 0,5 pct. af BNP, skal der gennemføres tiltag, der retter op på problemerne, jf. Finansministeriet (2012).

Underskuddet på den strukturelle saldo ventes at blive størst omkring 2047, hvor det svarer til 2,8 pct. af BNP eller 51 mia. kr.

De økonomiske vismænd og DREAM har også lavet fremskrivninger af de offentlige finanser. Disse beregninger viser ligesom DA’s fremskrivning, at underskuddene bliver så store på sigt, at budgetloven og EU’s Finanspagt ikke længere overholdes, jf. kilder DØR (forår 2013) og DREAM (2013).

Frem mod 2020 kan den offentlige saldo blive forbedret fra et underskud på 4 pct. af BNP i 2012 til balance omkring 2020. Forbedringen afhænger af, i hvilket omfang dansk økonomi kommer på fode igen efter krisen. Denne fremskrivning bygger på forventninger om, at den økonomiske vækst vil være 2 pct. om året i gennemsnit fra 2013 og frem til 2020. Det er en noget højere vækst end i de seneste år. I årene 2010-2012 var væksten i gennemsnit knap 1 pct. om året. Hvis væksten bliver lavere, vil genopretningen af budgetunderskuddene blive mere langvarig. Omvendt vil genopretningen blive hurtigere, hvis væksten i økonomien bliver større end ventet.

Budgetlov kræver massive reformer

Skal de offentlige underskud efter 2020 fjernes, så det svarer til at overholde den nye budgetlov, kræver det besparelser på de offentlige budgetter på i gennemsnit 28 mia. kr. om året. Så meget er den gennemsnitlige årlige omkostning af rutcheturen, hvis man skal leve op til budgetloven og EU-kravene.

Hvis politikerne i stedet gennemfører reformer, der øger incitamentet til at arbejde, vil der gradvist ske en genopretning af de offentlige finanser, så kravet til de offentlige besparelser med tiden bliver mindre.

Alternativet til besparelser er således øget beskæftigelse, der øger skatteindtægterne. Det kræver, at alle beskæftigede arbejder knap 2½ time mere om ugen frem mod 2040 for at overholde budgetloven. Herefter er kravet faldende og i 2060 er der ikke længere et krav til øget arbejdstid.

Omregnet til fuldtidspersoner svarer det til at udvide antallet af fuldtidsbeskæftigede med ca. 180.000 personer frem mod 2040, hvorefter kravet er faldende. Det svarer i gennemsnit til, at fuldtidsbeskæftigelsen skal være 100.000 personer højere i alle årene fra 2020 til 2060, for at budgetloven er overholdt.

Hvad kan gå galt?

De langsigtede beregninger bygger på en lang række antagelser om udviklingen i levealder, fertilitet, ind- og udvandring, erhvervsdeltagelse, renteniveau, vækst m.v. Beregningerne illustrerer mere konsekvenserne af de antagelser, der ligger bag, snarere end egentlige prognoser.

En væsentlig antagelse er, at det offentlige forbrug fremover vil udgøre nogenlunde samme andel af den samlede samfundsøkonomi som i dag. Det baserer sig på, at udgifterne til offentligt forbrug ikke vil vokse mere eller mindre end den øvrige samfundsøkonomi.

Det svarer imidlertid til betydeligt mindre forbedringer af den offentlige service, end vi har været vant til. Historisk har væksten i det offentlige forbrug været højere. Igennem knap tyve år fra 1991 og frem steg det offentlige forbrug 0,4 pct. point mere årligt end BNP og befolkningsudviklingen, jf. De Økonomiske Råd (2010).

Derfor antager DREAM og DA, at udgifterne til sundhed og ældrepleje vokser mere end væksten fra befolkningsudviklingen og den generelle vækst i økonomien i de næste 25 år.

For det øvrige offentlige forbrug er det antaget, at det vokser i takt med den almindelige økonomiske vækst i økonomien og i takt med den demografiske udvikling. Det indebærer, at udgifterne stiger, når der kommer flere ældre, der trækker mere på offentlig service end yngre. Og det indebærer, at vækst i den private sektor vil smitte af på den offentlige sektor igennem regulering af offentlige lønninger og indkomstoverførsler.

Lykkes det ikke politikerne at fastholde serviceforbedringerne, så de alene svarer til den økonomiske vækst, vil udviklingen i de offentlige budgetunderskud og den offentlige gældsopbygning blive værre.

En anden afgørende antagelse, som DA’s fremskrivning deler med fremskrivningerne fra de økonomiske vismænd og DREAM, er, at vi i fremtiden bliver længere på arbejdsmarkedet, og arbejder mange flere timer, når vi bliver ældre.

Prognoserne lægger til grund, at 65-69-åriges erhvervsdeltagelse vil stige fra, at to ud af ti er på arbejdsmarkedet i dag til at syv ud af ti er på arbejdsmarkedet i 2045.

Arbejdstiden antages at følge op med den stigende erhvervsdeltagelse. I 2045 vil en 65-årig ifølge fremskrivningen i gennemsnit arbejde 630 timer mere om året eller 14 timer mere om ugen sammenlignet med i dag, mens en 70-årig antages at arbejde 1.025 timer mere i gennemsnit om året eller knap 23 timer mere om ugen. Stigningen er større for 70-årige, fordi deres arbejdstid i dag er meget lavere end 65-åriges, men det antages, at deres arbejdstid stort set bliver den samme som 65-åriges fra 2045 og frem. Hvis danskerne ikke øger deres arbejdsindsats massivt som seniorer, vokser udfordringerne for økonomien endnu mere.

I DA’s fremskrivning er der desuden forudsat uændret rente igennem hele perioden. Opstår der usikkerhed om Danmarks evne til at finansiere velfærdssamfundet på sigt, og står det klart, at der skal optages betydelige lån for at kunne betale overførselsindkomster og offentlige lønninger, kan reaktionen fra finansmarkederne blive, at danske renter stiger. Og højere renter vil forstærke gældsproblemerne for dansk økonomi. I så fald vil det gøre udfordringerne endnu større end skitseret ovenfor.