Foto: Maria Gershuni

Kun få kommuner omsætter verdensmål til handling

FNs verdensmål er blevet en vigtig vejviser for danske kommuners arbejde med kommunikation, partnerskaber og innovation. Men kun få kommuner har realiseret det fulde potentiale i verdensmålene. Det viser Deloittes seneste rapport om FNs verdensmål blandt nordiske kommuner.

Danmark og vores nordiske naboer har høje ambitioner, når det gælder om at opnå FNs verdensmål i 2030. De såkaldte Sustainable Development Goals (SDG'erne) bliver i stigende grad en vejviser for mange kommuner.

75 procent af lederne i danske kommuner betragter således verdensmålene som vigtige for deres kommune. Det viser Deloittes nye rapport 'Fra globale mål til lokal udvikling 2018'. Rapporten er baseret på interviews med 180 ledere i kommuner i Danmark, Sverige, Finland og Norge.

Men selvom tre ud af fire kommuner sætter fokus på verdensmålene, begrænser det sig til et referencepunkt i kommunernes eksisterende initiativer og kommunikation. Ganske få bruger verdensmålene som katalysator for nye ambitioner, initiativer og partnerskaber.

"På baggrund af rapporten kan vi se, at danske kommuner begynder at arbejde med SDG'erne langt mere strategisk end tidligere. Det er tydeligt, at visionære kommunaldirektører og politikere i stigende grad ønsker at drive denne agenda i lokalområderne," siger Bahare Haghshenas, senior manager i Deloitte, der rådgiver offentlige og private virksomheder om SDG'erne.

Få overblik fra DenOffentlige

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

Sprængbræt til innovation og nye partnerskaber
Danmark har som medlem af FN forpligtet sig til at sikre implementering af verdensmålene og fremlagde sin handlingsplan i foråret 2017, der opfordrer alle aktører i Danmark til at engagere sig og bidrage til opnåelse af verdensmålene. Kommunerne skal i den henseende være primus motor i implementeringen af SDG'erne.

Rapporten viser da også, at der fra 2017 til 2018 har været en væsentlig stigning i kendskabet til og opfattelsen af, hvor vigtige verdensmålene er, da 80 % af de mellemstore og store danske kommuner i dag har et højt kendskab til verdensmålene i modsætning til 50 procent i 2017.

Men kun en ud af tre kommuner har en handlingsplan for, hvordan de vil implementere målene, hvilket dog er fremskridt i forholde til 2017, hvor det kun var en ud af 10.

"Det er positivt, at kendskabet til verdensmålene er øget markant," siger Bahare Haghshenas. "Men vi skal blive bedre til at omsætte visionerne til handling ved dels at inkorporere verdensmålene i kommunernes strategi- og innovationsplaner, dels igangsætte nye samarbejder med det private erhvervsliv, NGO'er og ildsjæle inden for de forskellige områder."

I et nordisk perspektiv er der mange ligheder i rapporten, men landene prioriterer forskellige mål. Finland, Sverige og Norge har alle uddannelse i top tre blandt prioriterede SDG-mål. I Danmark ligger klimaindsats, bæredygtig energi og bæredygtig byer og lokalsamfund som de højst prioriterede indsatsområder.

Haderslev Kommune er en af de kommuner, der vil sætte stigende fokus på verdensmålene fremadrettet:

"FN's verdensmål kan provokere os til at se på, hvor der fremadrettet bliver behov for forandringer og andre typer løsninger end i dag, f.eks. på sundhedsområdet," siger Willy Feddersen, kommunaldirektør i Haderslev Kommune.

Thomas Boe, kommunaldirektør i Kolding Kommune mener, at verdensmålene først og fremmest skal inddrages i den overordnede vision:

"I Kolding Kommune vil FNs verdensmål blive en af de hjørnesten, der tegner visionen, og alle nye politikområder vil inddrage SDG'erne. I det kommunale arbejde favner SDG'erne i virkeligheden alle vores indsatsområder - lige fra cirkulær økonomi og klima til social- og sundhedsområdet, byfornyelse og uddannelse."

Resultater fra rapporten 'Fra globale mål til lokal udvikling, 2018'
Tre ud af fire kommuner betragter verdensmålene som vigtige for deres kommune - men kun få har udarbejdet planer for implementering af verdensmålene

  • I 2018 vurderer mere end 80 % af de danske mellemstore og store kommuner, at de har højt kendskab til verdensmålene. I 2017 var det 50 %.
  • 56 % af nordiske ledere angiver et højt kendskab til verdensmålene
  • 61 % oplever verdensmålene som et springbræt til nye partnerskaber
  • Tre ud af fem nordiske kommuner betragter verdensmålene som en vigtig døråbner for vækst og offentlig innovation.

Gode råd
Deloittes rapport peger på, at kommunerne kan arbejde med implementering af verdensmålene på tre niveauer:

1) Kommunikere om eksisterende tiltag for at oplyse og skabe engagement

2) Opfordre til at indarbejde bæredygtighed i udbuds-, indkøbs- eller investeringspolitikker eller at støtte lokale virksomheder i bæredygtige løsninger

3) Finde nye løsninger på eksisterende samfunds- eller miljømæssige udfordringer ved at mobilisere nye typer partnerskaber og ressourcer
 

Download den fulde rapport

Om rapporten
'Fra globale mål til lokal udvikling, 2018' er Deloittes anden rapport om kommunernes implementering af verdensmålene. Rapporten, som er offentliggjort i juni 2018, dækker kommuner i Danmark, Norge, Sverige og Finland og er baseret på interviews med kommunaldirektører eller kommunale ledere med særlig indsigt i verdensmålene. Alle interviews er afholdt i foråret 2018.

Emneord: FN's verdensmål, FN, Kommunal udvikling

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også