Foto: Shutterstock

Læger fraråder det nu

Sundhed

12/05/2021 10:24

Theis

Dansk Selskab for Almen Medicin fortæller onsdag, at de nu fraråder at unge danskere lader sig vaccinere frivilligt.

Dansk Selskab for Almen Medicin fraråder nu danskerne at lade sig frivilligt vaccinere med vaccinerne fra henholdsvis AstraZeneca og Johnson & Johnson. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. 

"Folketinget har for nylig vedtaget en tilvalgsordning for vaccination mod COVID-19 med vacciner, som er godkendt af Europa-Kommissionen, men som ikke anbefales af Sundhedsstyrelsen, og ikke anvendes i det generelle offentlige vaccinationsprogram. DSAM fraråder tilvalgsordningen, og årsagerne hertil beskrives herunder," skriver Dansk Selskab for Almen Medicin.

"Især de 25 til 39-årige vil kunne afkorte deres ventetid på vaccination et par måneder og kan derfor være fristet af tilvalgsordningen. I denne gruppe (ca. 1 million mennesker) vil sundhedsgevinsten ved vaccination nærmest være ikke-eksisterende i forhold til forebyggelse af alvorlig COVID-19."

Negative konsekvenser ved vaccination

Selskabet opsummerer grundene til, at de ikke vil anbefale de unge danskere at tage vaccinen. 

"Vi ved, at 1/40.000, der modtager Vaxzevria-vaccinen fra AstraZeneca, får alvorlig, potentielt dødelig sygdom i form af blodprop i hjernen og blødninger i vitale organer. Vi ved, at Janssen-vaccinen fra Johnson & Johnson (samme teknologi) kan skabe præcis samme sygdom. Vi kan ikke forudsige, hvem der er i højere eller lavere risiko for at blive ramt," skriver Dansk Selskab for Almen Medicin. 

"Samtidig ved vi fra danske studier, som pågår lige nu, at alle, som vaccineres med Vaxzevria-vaccinen, ganske utilsigtet ser ud til at få ændret deres blodplader som følge af vaccinationen. Dette sker ikke hos modtagerne af vaccinerne fra Moderna og Pfizer."

"Vi ved endnu ikke, hvad dette betyder for modtagernes fremtidige helbredstilstand. I bedste fald er det en utilsigtet biologisk virkning, som ikke betyder noget, og i værste fald giver det anledning til en reaktion, som kan udløse sygdom ved senere påvirkning af immunsystemet."

Samtidig fortæller Dansk Selskab for Almen Medicin, at de tidlige symptomer på alvorlig sygdom – som kan være en følge af vaccinen – er vanskelige at adskille fra helt banale og forventelige reaktioner (hovedpine, muskelsmerter, mavesmerter). Mange tusinde borgere må forventes at skulle undersøges på hospital for at finde de få uheldige med alvorlige bivirkninger, som vi ved vil forekomme. Det kan påvirke sundhedsvæsenets øvrige funktioner negativt og bliver dyrt.

Fraråder vaccination

Dansk Selskab for Almen Medicin understreger desuden, at de mener man bør lade tvivlen komme de unge til gode.

"På baggrund af den nuværende viden samt de undersøgelser af vaccinernes sikkerhed, som pågår, mener DSAM, at man skal fraråde borgerne at deltage i tilvalgsordningen. Vi bør lade tvivlen komme ungdommens sundhed til gode, fordi det er muligt under den aktuelle epidemistatus, og fordi de faktisk kan blive vaccineret i det anbefalede program indenfor 2-3 måneder."

Mest Læste

Annonce