Stine Bosse har været formand for Europabevægelsen i syv år. Nu skal der nye kræfter til. Foto: Europabevægelsen, pressemeddelelse
Stine Bosse har været formand for Europabevægelsen i syv år. Nu skal der nye kræfter til. Foto: Europabevægelsen, pressemeddelelse

Stine Bosse stopper som formand for Europabevægelsen

Ledelse

23/6/22 7:39

Jens Asbjørn Bøgen

Siden 2015 har Stine Bosse stået i spidsen for Europabevægelsen, og efter syv år har hun valgt ikke at genopstille til formandsposten.

Europabevægelsen skal have ny formand.

Det står klart, efter Stine Bosse, der har siddet på posten siden 2015, har valgt ikke at genopstille til det ærefulde hverv.

Det skriver Europabevægelsen i en pressemeddelelse.

”Vi er kommet rigtig langt i Europabevægelsen, og det har været en fornøjelse at stå i spidsen de sidste syv år. Et af Europabevægelsens mål er at afskaffe de danske EU-forbehold, og med det flotte valgresultat den 1. juni er vi nået et stort skridt den rigtige vej. Det er stadig mange opgaver, der skal løses, og debatten om EU og Europa er lige så vigtig som altid. Jeg glæder mig over, hvor langt vi er kommet og overlader med sindsro posten til en ny formand", siger Stine Bosse i pressemeddelelsen.

Tak for fantastisk arbejde!

Europabevægelsens forretningsudvalg takker Stine Bosse for hendes store arbejde, og starter processen med at finde en ny formand.

"Vi vil gerne takke Stine Bosse for den enorme indsats, som har været altafgørende for Europabevægelsens udvikling. Det er uden tvivl store sko, der skal udfyldes, når der skal findes en ny formand til oktober. De seneste syv år har budt på mange vellykkede projekter med Stine i spidsen. Vi har blandt andet mere end fordoblet vores medlemstal, og fået en robust og synlig organisation, der for alvor har fundet en plads i samfundsdebatten. Nu gælder det at finde en ny formand, der kan løfte arven, når Stine træder tilbage i oktober", lyder det fra Europabevægelsens forretningsudvalg. 

Stine Bosse forbliver på formandsposten indtil det ordinære landsmøde første weekend i oktober.