Forside Rejse Turister i dansk ferieparadis advares: Der er udsendt et niveau...

Turister i dansk ferieparadis advares: Der er udsendt et niveau 3-varsel

Turister i dansk ferieparadis advares: Der er udsendt et niveau 3-varsel
Alexey Fedorenko / Shutterstock.com

“Man skal ikke mindst huske at passe på sig selv,” lyder meldingen.

Mange danskere husker formentlig det voldsomme haglvejr, som ramte Norditalien i sommeren 2023 og forårsagede skader på hundredvis af biler tilhørende danske turister.

Nu kan et nyt uvejr med ”kæmpestore” hagl potentielt ramme et område i Norditalien, som blandt andet omfatter Gardasøen.

Forsikringsselskabet If opfordrer derfor kunder i området til at tage deres forholdsregler.

“Vi anbefaler vores kunder, som er på ferie i området, at holde øje med lokale varsler og beskytte deres biler. Man skal ikke mindst huske at passe på sig selv, for meget store hagl kan forårsage skader på mennesker,” siger Rasmus Ruby-Johansen, der er ansvarlig for motorskader i If, og fortsætter:

”Vi har orienteret vores skadesrådgivere om situationen og sikret, at vores samarbejdspartnere er klar til at hjælpe kunderne, hvis uvejret rammer.”

Højeste varsel

ESTOFEX, som er et europæisk netværk af meteorologer, har udsendt et niveau 3-varsel, det højeste på skalaen, for et område i Norditalien.

Det omfatter blandt andet områderne omkring Milano, Bergamo, Brescia, Verona og Gardasøen ifølge TV 2.

ESTOFEX melder om risiko for ”meget store til kæmpestore hagl samt ødelæggende vindstød”. Varslet gælder fra onsdag til torsdag morgen.

Den europæiske vejrtjeneste MeteoAlarm har rødt varsel for tordenvejr i Norditalien.

”Det er usikkert, hvordan vejret præcist udvikler sig. Vi opfordrer alligevel vores kunder i området til at følge vores råd ud fra et forsigtighedsprincip, så de er forberedte, hvis vi får et lignende vejr som i 2023. Det var en ekstraordinær begivenhed,” siger Rasmus Ruby-Johansen.

If registrerede mere end 250 skader på biler og campingvogne blandt sine kunder relateret til haglvejret i Norditalien i sommeren 2023. Ruder, tage og kølerhjelme blev ødelagt på nogle biler, mens andre slap med en revne i ruden.

Gode råd til danske bilister i Norditalien

  1. Undlad at køre eller at gå ud, mens haglvejret står på.
  2. Vær opmærksom på, hvor du parkerer. Parkér et overdækket sted – for eksempel i en parkeringskælder – hvis det er muligt.
  3. Hvis du ikke har mulighed for at parkere et overdækket sted, kan du beskytte bilens ruder med for eksempel hynder eller tæpper.
  4. Tjek, hvordan din forsikring dækker.
Ads by MGDK