Jesper Bengtson
Færdselsloven skelner skarpt mellem parkering og campering, og det skel afgør, hvad autocamperejere lovligt må på en offentlig parkeringsplads.
En autocamper er på offentlig vej omfattet af nøjagtig de samme regler som andre motorkøretøjer. Ejeren kan parkere og hvile sig i sovekabinen, uden at færdselsloven sætter en tidsgrænse for opholdet. Men i det øjeblik bord- og bænkesæt, grill eller fortelt kommer ud af bilen, skifter sagen juridisk karakter.
Det fremgår af et vejledningsnotat om autocampere, som Vejdirektoratet har udarbejdet sammen med fire andre styrelser og to departementer. Notatet er dateret 17. juni 2024 og er resultatet af en tværministeriel arbejdsgruppe, der blev nedsat, efter at flere parter under en folketingshøring den 13. september 2023 pegede på uklarhed om reglerne for autocampernes færdsel, parkering og campering.
Færdselsloven afgør, ikke køretøjstypen
Standsnings- og parkeringsreglerne i færdselslovens §§ 28-29 gælder for alle motorkøretøjer. Så længe hensættelsen er i overensstemmelse med disse regler og eventuelle lokale parkeringsrestriktioner, er der “intet i færdselsloven, som begrænser køretøjets adgang til at forblive hensat (parkeret)”, skriver styrelserne i notatet. Det er underordnet, om hensættelsen sker langs kantstenen, på en parkeringsplads, på en rasteplads eller på et havneareal.
I byer og bymæssigt område må autocamperejeren færdes og parkere på alle veje efter færdselslovens almindelige regler, og det er udtrykkeligt tilladt at hvile sig i sovekabinen.
Kommunen kan begrænse med skilt eller bekendtgørelse
Vejmyndigheden, altså kommunen for kommuneveje og Vejdirektoratet for statsveje, kan med politiets samtykke indføre lokale parkeringsbestemmelser. Det kan være at forbeholde en parkeringsplads en bestemt køretøjstype eller forbyde parkering i et bestemt tidsrum, for eksempel fra klokken 23 til klokken 7. Bestemmelserne markeres ved skiltning på stedet.
En vigtig undtagelse: Vejmyndigheden kan ikke i en lokal bekendtgørelse fastsætte indskrænkende parkeringsbestemmelser for autocampere under 3.500 kilogram. Begrænsningerne skal i så fald skiltes lokalt.
Grillen flytter opholdet over i en anden regel
Så snart ejeren opstiller løsøre uden for bilen, kommer vejlovens § 80 om særlig råden over vejareal i spil. Det kræver vejmyndighedens tilladelse at anbringe materiel som campingstole, borde, grill og lignende varigt eller midlertidigt på offentlige veje. “Reglen er i praksis med til at understøtte, at opholdet ikke får karakter af campering,” skriver styrelserne.
Overskrider opholdet denne grænse, kan arealet efter omstændighederne være at betragte som en campingplads. Det udløser en helt anden lovgivning, nemlig campingreglementet, som Plan- og Landdistriktsstyrelsen administrerer. Campingpladser skal som hovedregel have mindst 100 campingenheder og kræver en kommunal udlejningstilladelse. Kommunen er tilsynsmyndighed, og Planklagenævnet er klageinstans.
Skærpede regler uden for byen
I naturområder, på strande, i skove og ved naturcentre må autocampere som udgangspunkt hverken køre eller parkere, medmindre motorkørsel udtrykkeligt er tilladt på stedet. Grundejeren kan give lov til parkering på private veje gennem disse områder, men ikke til campering. Det kræver fortsat kommunens tilladelse efter campingreglementet.
I landzone kommer planloven ind. Kortvarig autocampering på et areal, altså under seks uger, kræver ikke landzonetilladelse. Men hvis arealet bruges tilbagevendende til formålet, kræver det landzonetilladelse, uanset at det enkelte ophold er kortere.
Væksten er baggrunden for notatet
Styrelserne beskriver autocamperturismen som en ferieform, der bliver stadig mere udbredt. Siden 2019 er antallet af autocampere indregistreret i Danmark steget med 16,1 procent, og ifølge VisitDenmark var der 2,3 millioner autocamperovernatninger i Danmark i 2022, langt overvejende fra udenlandske gæster. Danmarks Statistik opgjorde i juli 2024 den danske autocamperbestand til cirka 13.000 køretøjer.
Arbejdsgruppen bag notatet består af Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Kystdirektoratet, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Vejdirektoratet samt departementerne i Erhvervsministeriet og By-, Land- og Kirkeministeriet. Notatet er tiltænkt som vejledning til kommuner og autocamperorganisationer, og notatets kapitel 5 er en kort opsummering målrettet autocamperejere.
