Brækkede du benet på et ujævnt fortov? Her er hvornår kommunen hæfter – og hvad din bevisbyrde er

Kommunerne er forpligtet til at holde offentlige veje og fortove i forsvarlig stand efter vejlovens § 8, der pålægger vejmyndigheden at holde sine offentlige veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Når en borger falder på en ujævn flise eller et glat fortov, kan kommunen derfor ifalde erstatningsansvar efter dansk erstatningsrets almindelige regler om culpa.

Men ansvaret er ikke automatisk. Det er borgeren, der skal løfte bevisbyrden for, at fortovet var i uforsvarlig stand, og at kommunen burde have opdaget og udbedret forholdet.

Niveauforskel over tre centimeter er tærsklen

Retspraksis har gennem årene udviklet en vejledende grænse for, hvornår en ujævnhed i fortovet overstiger det, en fodgænger må være forberedt på. Ifølge advokatfirmaet Ret&Råds gennemgang af området er udgangspunktet, at “huller og niveauforskelle på mindre end 3 cm som udgangspunkt ikke er et uforsvarligt forhold”.

I praksis har domstolene dømt kommuner erstatningsansvarlige, når niveauforskellen i flisebelægningen har været mellem 3 og 5 centimeter, og skaden havde eksisteret så længe, at den burde være opdaget ved rutinemæssigt tilsyn.

Den modsatte linje er trukket i nyere landsretspraksis, hvor kommuner er blevet frifundet for fald over ujævnheder omkring 2-2,5 centimeter. Jurainfo fremhæver, at vurderingen er konkret i hver enkelt sag, og at tærsklen er vejledende, ikke objektiv.

Glatførebekæmpelse: kommunen prioriterer selv

På glatførebekæmpelse er kommunens råderum større. Efter lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje er det vejbestyrelsen, der selv fastlægger, på hvilke strækninger, i hvilket omfang og i hvilken rækkefølge der skal ryddes sne og saltes mod glat føre.

Det betyder i praksis, at kommunen ikke uden videre er ansvarlig, blot fordi et konkret fortov var glat. En erstatningssag kræver, at kommunen kan bebrejdes noget konkret: at der er undladt indsats, hvor regulativet foreskriver det, eller at kommunen har haft kendskab til farlige forhold og alligevel ikke har handlet.

I byzone gælder desuden, at grundejere kan være pålagt at rydde sne og bekæmpe glatføre på fortovet ud for deres egen ejendom. Når det er tilfældet, skal et erstatningskrav i mange sager rettes mod grundejeren frem for kommunen. Hver kommune har sit eget vinterregulativ, der fastlægger både kommunens eget serviceniveau og grundejerens pligter.

Dokumentér på stedet

Borgerens bevisbyrde står og falder med dokumentationen. Advokatfirmaet Erstatningsgruppen fremhæver, at man efter et fald bør tage billeder af fortovet og indhente navne på vidner, der enten så faldet eller kan bekræfte, at fortovet havde været defekt gennem længere tid. Et lægeligt dokumenteret skadesforløb er desuden afgørende for at kunne føre årsagssammenhæng mellem fald og skade.

Flere kommuner har indberetnings-apps, hvor borgere kan melde ujævne fliser eller huller med foto og GPS. En sådan indberetning kan både få skaden udbedret og senere tjene som bevis for, at kommunen havde kendskab til forholdet.

En praktisk pointe er, at hvis kommunen udbedrer fejlen, før borgeren har fået dokumenteret niveauforskellen, bliver det vanskeligere at løfte bevisbyrden efterfølgende. Dokumentation skal derfor ske så tæt på hændelsen som muligt.

Sagen rettes mod rette part

Et erstatningskrav mod en kommune rettes til kommunens tekniske forvaltning eller borgerservice med beskrivelse af hændelsen, dato, sted og skadens omfang samt dokumentation. Afvises kravet, kan sagen prøves ved domstolene efter de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Også egen ulykkes- eller indboforsikring bør orienteres, da den i mange tilfælde dækker tabet uanset udfaldet af erstatningssagen mod kommunen.

Størrelsen af en eventuel erstatning afhænger af skadens omfang og følger erstatningsansvarslovens regler om svie og smerte, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.