Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny rapport: 4 af 5 af disse madvarer indeholder pesticidrester

Mad og drikke

05/12/2023 15:29

J. Bøgen

Får det dig til at tænke over, hvad du køber i supermarkedet?

Appelsinskal og æbler til glöggen, kanel til risengrøden og lækre brunede kartofler juleaften.

Julen er lige om hjørnet, men det er ikke en festlig nyhed, at der er pesticidrester i mere end halvdelen af de ikke-økologiske frugter og grøntsager, der bliver solgt i de danske butikker.

Det viser pesticidrapporten, som Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet netop har udgivet for 2022. Hvert år kontrollerer de en række fødevarer for pesticider. 

”Julestemningen daler en smule hvert år, når pesticidrapporten udkommer. Alle mennesker burde kunne nyde at skrælle en klementin eller drikke et glas glögg med en god fornemmelse i maven. Jeg må igen og igen konkluderede, at økologi er det sikreste valg, hvis man vil undgå at få syntetiske sprøjtegifte indenbords,” siger Louise Køster, forperson for Økologisk Landsforening.

4 ud af 5 fejlede testen

I 79 procent af alle de undersøgte ikke-økologiske frugter fandt man pesticidrester, og ser man kun på de danske frugter var det 51 procent, der indeholdt rester af pesticider.

I ikke-økologiske grøntsager var der pesticidrester i 42 procent og i danske grøntsager var det 20 procent, der indeholdt rester, viser rapporten.

”I Økologisk Landsforening stiller vi os uforstående overfor, hvorfor det fortsat er tilladt at anvende pesticider. Forekomsten af syntetiske sprøjtegifte er ganske enkelt alt for høj. De skal hverken forekomme i vores mad, i vores natur eller i vores drikkevand. Et af midlerne til at stoppe brugen af syntetiske pesticider er at sikre, at flere landmænd lægger om til økologi,” siger Louise Køster

Vi er selektive med vores økologiske køb

Den økologiske citron er populær. Skallen og frugten bruges til stort set alting - både i julen, men hele året rundt.

Coops tal viser, at 82 procent af alle solgte citrusfrugter i deres supermarkeder, er økologiske. Det tyder på, at de danske forbrugere godt ved, hvor vigtigt det er at vælge den økologiske udgave, når de skal vælge citroner.

Men når de skal vælge klementiner, er det kun 37 procent af de solgte frugter, som er økologiske.

”Som forbruger har du meget at sige. Hvis du vil skåne dig selv og andre for pesticidrester, så grib ud efter det røde Ø, når du handler. Men vi har stadig en stor opgave i at fortælle forbrugerne om fordelene ved at vælge økologisk frugt og grønt," siger Louise Køster.

I pesticidkontrollen blev 255 forskellige typer af fødevarer analyseret for pesticidrester fordelt på i alt 2176 prøver. Se rapporten her.

Mest Læste

Annonce