Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Parti raser mod DR: Har klaget over kommentar fra vært på Aftenshowet

Medier

28/10/2022 15:31

J. Bøgen

Hvad tænker du om værtens kommentar?

Det er ikke, fordi der mangler politiske debatter for tiden. Alligevel trækker et politikermøde fra i onsdags nu flere overskrifter end mange af de andre gange, de kandidaterne mødes for at snakke om Danmarks fremtid.

Onsdag aften var leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, og statsminister Mette Frederiksen (S) inviteret i Aftenshowet for at tale om forholdet mellem de to partier, efter De Radikale mere eller mindre fremtvang det Folketingsvalg, der skal finde sted på tirsdag.

Men det blev ikke statsministeren, der tonede frem på danskernes tv-skærme - i stedet satte justitsminister Mattias Tesfaye sig til rette på Sofie Carten Nielsens højre side.

Nu skulle man måske tro, at det var en opsigtsvækkende kommentar fra en af politikerne, der havde fået opmærksomhed, men det var faktisk en af værterne, Ulla Essendrop, der fik sagt følgende:

"Oprindeligt havde Mette Frederiksen egentlig takket ja til at sidde hos os, men da det så stod klart, at Socialdemokratiet skulle sidde i samme udsendelse med dig, Sofie Carsten Nielsen, så takkede Mette Frederiksen nej."

Og det er det citat, der nu har fået Socialdemokratiet til at klage til DR. Det skriver Ekstra Bladet.

Regeringspartiet er nemlig lodret uenige i udlægningen af, hvorfor Mette Frederiksen ikke mødte op, lyder det fra pressechef Jens Dissing i en mail til Ekstra Bladet. Han opfordrer desuden DR til at rette påstanden fra Ulla Essendrop.

Skal man tro DR, har de imidlertid fast grund under fødderne hvad udtalelsen angår.

Programchef for DR, Lasse Bjørch, fortæller nemlig til Ekstra Bladet, at udtalelsen fra Essendrop kom på baggrund af en konkret korrespondance mellem Aftenshowet og Socialdemokratiet.

Da justitsministeren blev spurgt til, hvorfor det var ham, der troppede op i stedet for statsministeren, lød svaret:

"Jeg ved ikke, hvad hun laver i aften, men jeg er blevet indkaldt som vikar."

Mest Læste

Annonce