Forberedende anlægsaktiviteter fremrykkes på Femern Bælt

Infrastruktur

02/03/2018 12:00

Simon Bülow

Regeringen (V, LA og K), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har besluttet at fremrykke konkrete anlægsforberedende aktiviteter på den faste forbindelse over Femern Bælt. Det vil bl.a. styrke tidsplanen for den kommende anlægsfase, og noget af den allerede tildelte EU-støtte vil blive udnyttet.
Processen for myndighedsgodkendelse af Femern Bælt-forbindelsen i Tyskland er i god fremdrift, og myndighedsgodkendelsen kan forventes at blive udstedt i sommeren 2018. En domstols-proces vil herefter erfaringsmæssigt have en varighed på i gennemsnit ca. to år.   - Ved at udnytte tiden frem til, at anlægsarbejdet for alvor kan gå i gang, kan vi styrke tidsplanen for den kommende anlægsfase og bidrage til Lolland Kommunes myndighedsarbejde samtidig med, at vi reducerer risikoen i en eventuel tysk retssag. Dermed kan vi også hurtigere drage nytte af den allerede tildelte EU-støtte, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.   Med aftalen bakker partierne bag Aftaler om en grøn transportpolitik (V, LA og K, S, DF, RV og SF) op om, at Femern A/S igangsætter følgende aktiviteter i løbet af 2018:  
  • Gennemførelse af et anlægsforberedende overvågningsprogram
  • Udarbejdelse af mere detaljerede metodebeskrivelser af anlægsarbejderne
  • Fortsættelse af de arkæologiske undersøgelser ved Rødbyhavn
  • Byggemodning af produktionsområdet ved Rødbyhavn og etablering af veje, stier og kontorfaciliteter i Rødbyhavn
  Aktiviteterne vil blive gennemført i perioden fra 2018 til 2020 og vil blive finansieret inden for det samlede anlægsbudget. Det får derfor ikke nogen effekt på tilbagebetalingstiden for projektet.   Du kan også læse pressemeddelelsen her.  

Mest Læste

Annonce