Regeringen styrker cyber- og informationssikkerheden

Infrastruktur

16/12/2014 13:47

Suleman Haider

Regeringen professionaliserer statens arbejde med informationssikkerhed og øger samfundets robusthed mod cyberangreb.

Regeringen lancerer i dag en national strategi for cyber- og informationssikkerhed, som skal styrke sikkerheden yderligere. 27 konkrete initiativer vil bidrage til at øge informationssikkerheden og styrke beskyttelsen mod cyberangreb. Målet er, at danske borgere og virksomheder fortsat har tillid til, at staten passer bedst muligt på deres data, og at Danmark fortsat er et sikkert land at investere og anvende digitale tjenester i. 

Det offentlige er blevet mere og mere digitalt de seneste år, og danskerne er dybt afhængige af den digitale infrastruktur. Der er derfor en klar forventning om, at de offentlige myndigheder arbejder professionelt og ambitiøst med cyber- og informationssikkerheden. 

Finansminister Bjarne Corydon siger: ''Vi har de seneste år set en række sager om myndigheder og leverandører, som ikke har taget deres opgave med at opbevare danskernes data tilstrækkeligt alvorligt. Det er derfor afgørende, at vi på tværs af hele staten bliver endnu bedre til at håndtere informationssikkerheden – både hos os selv og hos vores leverandører. Arbejdet med cyber- og informationssikkerhed er et langt sejt træk, og der kommer løbende nye udfordringer til. Man kan derfor aldrig gardere sig 100 pct., men vi har nu peget på en lang række konkrete tiltag, som kan bidrage til, at vi alle kan sove lidt roligere om natten.''

Regeringens nye strategi stiller skærpede krav til de statslige myndigheders fortsatte arbejde med informationssikkerhed og vil skærpe ledelsernes bevågenhed på det store ansvar, der følger af at indsamle og anvende borgernes og virksomhedernes data. Fx skærpes kravene til efterlevelsen af den internationale sikkerhedsstandard ISO27001, og der vil blive fulgt tættere op på dette arbejde.

Cybertruslen skal inddæmmes
Strategien omfatter en række tiltag, som skal styrke arbejdet med cybersikkerhed, og give myndighederne større viden om håndtering af sårbarheder.

Forsvarsminister Nicolai Wammen siger: ''Strategien sætter fokus på, at myndighederne og samfundets infrastruktur skal beskyttes bedre. Der er udefrakommende aktører, som udnytter internettet til at spionere mod Danmark og til at stjæle forretningshemmeligheder. Med strategien tages der vigtige skridt til yderligere at understøtte myndighedernes og virksomhedernes arbejde med cybersikkerhed.''

Med den nye strategi bliver der sat fokus på udfordringerne og skabt en klar retning for de kommende års indsats. Truslerne på cyber- og informationssikkerhedsområdet er dog en dynamisk størrelse, og der vil derfor løbende være fokus på effekten af de 27 initiativer. Strategien skal revideres i 2016, hvor der vil komme nye tiltag og blive inddraget synspunkter på og viden om, hvad der vil være til gavn for samfundet i det videre arbejde.

Fakta om strategien
Strategien indeholder 27 initiativer på tværs af seks indsatsområder:

1. Professionalisering og styrket it-tilsyn 
2. Klare krav til leverandører 
3. Styrket cybersikkerhed og mere viden på området 
4. Robust infrastruktur i energisektoren og telesektoren 
5. Danmark som stærk international medspiller 
6. Stærk efterforskning og klar information til borgere, virksomheder og myndigheder 

Otte ministerier har bidraget til arbejdet med strategien: Forsvarsministeriet, Finansministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og Skatteministeriet.

Læs mere på fm.dk.

Mest Læste

Annonce