Kommunaldirektør: Lad den unge ledige blive chauffør for sælgeren med den brækkede arm

Kan vi løse problemerne i den offentlige sektor ved at "indrette systemet, så det hjælper medarbejderne med at forstå og imødekomme borgernes behov,” som Mikkel Schiøtt fra Odense skriver? 

Står vi med et styringsproblem der er en af de primære årsager til den ressource-knaphed, vi oplever overalt i det offentlige ?

Har vi brug for playmakere og brobyggere, når vi vælger at udvikle en 45-årig indgroet adfærd og kultur i retning af samskabelse?

Lad os se på det…

Vi har siden kommunalreformen brugt megen tid på stadig mere detaljeret, fagfunderet speciallovgivning i forsøget på at imødekomme borgernes behov mere målsøgende. Og det fungerer fantastisk godt ud fra den målestok. Det har givet voldsom meget livskvalitet og kompensation for rigtigt mange mennesker. Men fejldisponerer vi så meget, at vi hvis alt ramte plet, så var det intet ressourceproblem i det offentlige? Næppe.

Vi har et styringsproblem

Sagen er, at vi ikke kan ramme plet alene ved at forstå og levere. Vi fastholder styringsproblemet, når vi fastholder en ”dem og os”-holdning med et spørgsmål om at ramme plet. Så omend synspunktet om, at vi har et styringsproblem er korrekt, så løser vi ingenting ved at forsøge med at få selv samme system til at være mere præcist. Jeg som borger vil stadig være en bedømmer af en leverance, som er en fortolkning at mit behov. Jeg får hvad jeg vil have, men ikke hvad jeg behøver.

Derfor er relationsbaseret samskabelse i bred forstand en mere effektiv platform for adgang til ressource-generering. Fra at være i et kunde-leverandørregime sker der et skift til et betydningsfuldt medan-svarsregime. Og vel og mærke uden medansvaret føles som en møllesten i min dagligdag.

Vi skal se på det, vi giver

Min datters matematikkundskaber kan øges, hvis der sættes flere speciallærertimer af – så har vi ressourcepresset. Men min datters matematikkundskaber kan også øges, hvis der gives mulighed for, at jeg som forældre kan finde sammen med naboen, der er bedre til matematikken, og vi sammen holder 14-dages ”matematikarrangementer” – det koster kun strømmen på skolen om aftenen. Og det vil aldrig være en møllesten – for jeg vil ikke med skepsis kikke efter, hvad jeg ikke fik, men med stolthed fokusere på det, jeg gav.

Eller den unge mand på kontanthjælp, der brændende ønsker sig i arbejdsprøvning som chauffør, og den sygemeldte kørende sælger, der ikke kan betjene sin bil i en 3 måneders periode på grund af sin brækkede arm. Her vil et perfekt pletskud være målrettet arbejdsprøvning for den unge mand og sygedagpenge til sælgeren, mens hans arm heler. Begge dele uafhængigt af hinanden. Det er dyrt, men systemet fungerer perfekt!

Måske har du allerede tænkt tanken, for det var hvad vi gjorde i Hedensted.

Hvad nu med hvis den unge mand fik mulighed for at køre for sælgeren, så han kan passe sit job, trods en brækket arm. Ingen udgifter til arbejdsprøvning, ingen udgifter til sygedagpenge. To mennesker bringes sammen, og giver hinanden noget.

Det er ikke et tænkt eksempel. Det er sket i virkeligheden, fordi offentlige medarbejdere ikke tænker på at ramme plet på andres vegne, men tænker på, hvordan vi kan bruge de menneskelige ressourcer, der faktisk er til rådighed.

Det er svært nemt

Det er egentlig meget nemt. Men også meget svært.

Man vasker ikke en 45 års styrings- og tænkningstradition af sig på en eftermiddag. Derfor skal vi have nogen i den offentlige organisation, der har det særlige fokus at inspirere i organisationen i dagligdagen. Om det så skal hedde playmakere eller bro-byggere er underordnet.

Det afgørende er, at en sådan radikal udvikling og udfordring af et system selvfølgelig kræver nogen, der hjælper os andre med at få øjne og ører op for mulighederne i samskabelse. Ikke som et ”add-on” – så vil det jo bare være et ny tandhjul.

Men som en ny motor på vejen til udvikling af vores samfund mod bæredygtig velfærd.