Jamen, må jeg SELV bestemme? Nogenlunde sådan lød reaktionen, da socialrådgiver Mette-Mai Jensen fra Aarhus Kommune for nylig gav en borger på kontanthjælp tilbuddet om selv at lave en plan og et budget for, hvordan hun kunne komme tilbage i job.
Socialt udviklingscenter - SUS
Læs mere fra Socialt Udviklingscenter SUS. Det er gode cases og tankevækkende historier lige her.
Aarhus Kommune har sat gang i et forsøg med selvbudgettering. Kort fortalt handler det om at give langtidsledige – jobparate kontanthjælpsmodtagere, der har været ledige i mere end et år – større indflydelse på og ansvar for de penge, der går til deres jobindsats. 100 borgere får i den toårige forsøgsperiode mulighed for at bruge op til 50.000 kr. på det, som de selv finder mest nødvendigt og meningsfuldt for at komme tilbage i job.
Beskæftigelseschef Vibeke Jensen:
- Vi har tradition for at se på, om vi kan gøre noget på nye interessante måder, så borgerne får mere ud af kommunens indsats. Det er vores driver. Vi vil gerne lade borgerne komme mere til roret, og derfor laver vi nu et forsøg med selvbudgettering. Vi spørger borgerne, hvad de har brug for. Så pengene til jobindsatsen bliver brugt så vedkommende som muligt og hjælper borgerne tilbage i arbejde.
Borgerne lægger selv en plan
Socialrådgiver Mette-Mai Jensen og hendes otte kolleger i afdelingen for dagpenge og kontanthjælp skal være med til at føre det nye tilbud ud i livet. Borgerne udvælges ved lodtrækning, og de kontanthjælpsmodtagere, der kommer med i forsøget, skal selv byde ind med ideer til, hvad de mener er nødvendigt for at komme i job. De skal lægge budget og lave en plan, der sandsynliggør, at de kommer tættere på arbejdsmarkedet. Planen skal godkendes i gruppen af sagsbehandlere.
Det hele er spritnyt. De første 30 borgere får tilbuddet i foråret, og indtil videre har Mette-Mai Jensen præsenteret ideen for to. Reaktionen var til at tage og føle på:
- De troede ikke rigtigt på det: Jamen, må jeg selv bestemme, hvad jeg vil bruge penge på. Ja – det må du, hvis du laver en god plan.
Kørekort eller selvstændig
- Den ene ville gerne have et kørekort for at udvide sine muligheder for at søge job længere væk. Den anden gik en helt anden vej. Jeg forventede, at han ville søge et kursus, men han har altid drømt om at blive selvstændig, så det arbejder han på i sin plan, fortæller Mette-Mai Jensen, som har fuld tiltro til, at borgerne ved, hvad der er behov for.
- Jeg tror, folk selv har en idé om, hvad der skal til. De har jo gået ledige længe – og vi får tit henvendelser fra borgere, som gerne vil noget, som ikke kan lade sig gøre som lovgivningen er i dag, siger hun.
En ny måde at arbejde på
Når borgerne selv skal tage ansvar for deres plan, betyder det også, at socialrådgiverne skal arbejde på en anden måde, end de plejer. Balancen mellem at være sparringspartner og myndighedsudøver rykker sig i projektet.
- Det er spændende, men også udfordrende. Man skal lige ændre sin tankegang. Jeg er ikke mere den, der leder og styrer og tager over i deres liv, jeg skal være mere støttende end styrende, siger Mette-Mai Jensen.
Hun føler sig godt klædt på til den nye rolle.
- Vi medarbejdere har været med til at udvikle projektet fra begyndelsen og har sat vores præg på procedurer mv. Jeg føler, vi har fået ejerskab for det. Det betyder meget. Vi følger også med i hinandens arbejde og får delt en masse viden.
- Forsøget med selvbudgettering er lidt af et sats for kommunen. Jeg synes, det er fedt, at vi gør det! Jeg tror på, at det er en rigtig god mulighed for borgerne for at komme videre; mange har stået stille længe. Jeg håber også, at vores forsøg kan være med til at åbne op for, at man godt kan gøre tingene på en anden måde – også lovgivningsmæssigt.
Indflydelse giver ejerskab
Beskæftigelseschef Vibeke Jensen er også forhåbningsfuld.
- Vi har fået midler fra VELUX FONDEN, og det giver os mulighed for at eksperimentere med at inddrage borgerne, mere end lovgivningen ellers giver mulighed for. Der er stor interesse for initiativet, når vi fortæller om det, både hos borgere og medarbejdere.
- Det er lidt et paradigmeskift, når det gælder tilgangen til borgerne. Det kan godt være, vi indimellem kommer til at bokse med vores egen forforståelse af, hvad der er en god måde at bruge pengene. Men vi tror på, at det er godt at sætte borgerne før systemet. At det er vigtigt at høre deres stemme og få deres prioriteringer med. Meget tyder på, at jo mere indflydelse man har, jo mere ejerskab får man også. Og jo mere tilfreds er man med resultatet.
FAKTAProjekt Langtidsledige tager teten i Aarhus Kommune gennemføres af Jobcenter Aarhus i samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS og Social+. Det gik i gang den 1. december 2015 og løber i tre år. Projektet er støttet af VELUX FONDEN.