Per Nikolaj Bukh: God styring handler om at ramme rigtigt

Siden finanskrisen tørlagde de offentlige pengekasser, er en ny praksis vokset frem: Styring efter effekt. Den velfærd, vi bruger skattekronerne på, skal levere value for money. Interview med Per Nikolaj Bukh.

Og tankegangen griber dybt ind i ledernes ledelsesrum – så øvelsen er at få styr på, hvad god effekt koster, påpeger ny bog.

Ledelseskommissionen kalder det ’Sæt borgerne først’. Værdiskabelse er en anden måde at sige det på. Og styring efter effekt en tredje. Men meningen er den samme: Det, vi gør i den offentlige sektor, skal virke. Vi må ikke spilde pengene på velfærd, som ikke gør en forskel for den enkelte borger og samfundet som helhed. Det gælder, uanset om vi taler om at gøre de ældre mere selvhjulpne, gøre skolebørnene bedre til at læse, skrive og regne, få flere ledige i job eller forebygge kriminalitet og social arv eller gøre misbrugere clean.

- Når vi taler om det nu, er det næsten så naturligt, at man tænker: Hvordan kan det være anderledes? Men det er et grundlæggende skifte i det ledelsesmæssige fokus, som er vokset frem over de seneste ti år. Og kan vi lykkes med velfærdsopgaven for færre ressourcer eller gøre den bedre for de samme penge, skal vi selvfølgelig det. Spørgsmålet er bare hvordan, siger Per Nikolaj Bukh, professor på Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet.

Det giver han sammen med kollegaen, lektor Karina Skovvang Christensen fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, bud på i bogen 'Strategi og styring med effekt – danske erfaringer'. Den udkom i juni måned på Djøf Forlag. 

LÆS ANMELDELSE AF BUKHS BOG HER

Struktur og adfærd hænger sammen
Bogen er en antologi på over 400 sider, som i 19 kapitler formidler analyser af velfærdssamfundets udvikling. Bærer visioner frem om, hvordan det ideelt set bør udvikle sig. Og ikke mindst viderebringer erfaringer fra kommuner, regioner og stat om at finde fodfæste på vejen mod at sikre effekt for pengene gennem styring og strategi. 

Mere viden fra Djøf Forlag

Djøf Forlag er en del af DenOffentlige, hvor de deler deres forfatteres vidtomspændende viden. 

Forlagets bøger er skrevet af fagfolk til fagfolk: De henvender sig til praktikere, forskere, studerende, professionelle og andre, der har behov for den bedste faglige viden inden for et område.

Læs mere fra Djøf Forlag her. 

Og her taler vi om alt fra et opgør med DRG-styring i regionerne til kommunalpolitisk målstyring og nye styringsparadigmer på det kommunale forvaltningsområde – fra sundheds- og ældreområdet, over folkeskolen og ungdomsuddannelserne til dataledelse og differentieret budgettildeling på handicapområdet.

- Vores bog handler om design af styring. Om, hvordan du som leder – hvis du har mandatet til det – kan træffe beslutninger om at strukturere rammerne for både de faglige indsatser og for at udøve ledelse. For beslutter du rammerne, bliver de også til virkelighed, siger Per Nikolaj Bukh.

Pointen er, påpeger han, at struktur og adfærd påvirker hinanden og er indbyrdes afhængige.

- Adfærd handler om, hvad vi gør. Struktur handler om, hvordan vi giver mulighed for adfærd, forklarer han og uddyber:

– Man kan ikke sidde som skoleleder og beslutte, at man gerne vil have en anden styring, hvis skolechefen ikke er enig. Man kan være mere inddragende i sin ledelsesstil, gå foran – men der er ingen garanti for, at det virker. Hvis du derimod i stedet for bare at tale om, at flere skal videre på en ungdomsuddannelse, faktisk bevilger flere ressourcer til, at lærerne kan motivere eleverne til det, vil det påvirke adfærden og skabe en forandring.

Drop de nyttesløse diskussioner
Det budskab, som gennemsyrer alle eksempler og kapitler i bogen, er dog først og fremmest, at offentlige ledere i dag skal have styr på én helt overordnet ting: Forholdet mellem pengene og resultatet af anstrengelserne - effekten. Den brøk – med effekten i tælleren, omkostningerne i nævneren – er helt central, pointerer Per Nikolaj Bukh.

- Ofte ender velfærdsdebatten i nyttesløse diskussioner om for eksempel, at hvis du har flere faguddannede pædagoger i en børnehave, så trives børnene bedre. Det er der ingen tvivl om – det har vi evidens for. Men spørgsmålet er, hvor meget bedre børnene trives, i forhold til hvor meget mere det koster. Og hvordan det ville se ud, hvis vi bruger pengene på noget andet. Det regnestykke er svært at lave.

For i realiteten er det ofte kun den fagperson, som har kontakten med borgerne, som kan svare på det.

- Men tit kan de ikke få lov at yde den ekstra indsats, de ved gør en forskel. Så skal de først indberette, ansøge og får måske nej. Senere på dagen står de så med en anden borger, som de godt ved, at indsatsen, de yder, aldrig vil gøre en forskel for. Så – det handler om ledelsesrum. Om at få givet ’de rigtige’ bevillinger – og have rum til at træffe beslutninger.

Det handler om at ramme rigtigt
Det bringer os til en anden vigtig pointe i bogen.

- Økonomisk styring handler ikke om at spare penge. Eller om at bruge flere. Den handler om at ramme rigtigt. Og her er vi nødt til at have tiltro til faglighedens vurdering. Det gælder ikke om at have blind tillid, men om at have styring, der sætter retning. 

Se vores bogsektion

I samarbejde med flere forlag tilbyder DenOffentlige en selvstændig bogsektion. Her kan du læse om nye bøger, finde inspiration fra forskellige udgivelser og læse anmeldelser. 

Find vores bogsektion her.

Den styring skal have afsæt i viden. Uden data om, hvilken effekt en given indsats har og koster, nytter det ingenting at forsøge at styre hverken aktivitet eller økonomi.

- Normalt siger vi, at ”det, du måler på, får du”. Men der er en ting, som trumfer det: Det, du betaler for, er du sikker på sker. Bevilger du penge til medarbejdere, får du medarbejdere. Bevilger du til effekt, får du effekt.  Så det er her, det store potentiale for at opnå effekt ligger – at du har en økonomisk styring, som gør, at du bruger pengene på det, du ved, giver effekt.

Men her står mange offentlige ledere ved foden af et højt bjerg, de ikke kan overskue at bestige. For den helt store barriere for at nå i mål med effektstyringen er ifølge Per Nikolaj Bukh manglen på kvalificerede data at kunne bevilge penge efter.

- Vi mangler viden om effekter. Hvordan måler vi dem? Det synes mange ledere er svært. Jeg er så kynisk, at jeg siger: At måle effekt er den lette del. Den svære er at finde ud af, hvad det koster at frembringe de resultater, vi ønsker. Hvad koster borgeren? Det har vi alt for ofte ikke megen viden om.

Skaf dig den nødvendige viden
Så når lederne efterlyser en styring, der giver dem et større ledelsesrum, er løsningen ifølge Per Nikolaj Bukh at få styr på brøken effekt/omkostninger.

- Alle ledere bør sætte sig ind i sammenhængen mellem strategi, styring og effekt og være kvalificerede bestillere af en bedre styringsmodel. Den viden baner vejen for større handlekraft og et udvidet ledelsesrum. Derfor er løsningen i min optik ikke ’mindre styring, mere ledelse’, men bedre styring, designet til de opgaver, vi skal løse. 

Ikke mindre styring, men bedre styring
For forestiller man sig, at ’mindre styring’ eller ’ingen styring’ for eksempel betød, at man gav en professor som Per Nikolaj Bukh lov at bestemme, hvordan universitetet skulle fungere, ville han øge kravene til de studerende og dumpe mange flere, fordi det ville betyde bedre kandidater, mindre besvær for medarbejderne og mere tid til forskning.

- Men det ville jo ikke være hensigtsmæssigt, fordi det strider mod den politiske intention. Så det er ikke god styring. Der er nødt til at være en politisk prioriteringsmekanisme og en økonomisk styring, som tager afsæt i den prioritering.

Nu har vi lige hørt Ledelseskommissionens anbefalinger, og alle siger: Udmærket, men hvordan gør vi så det – kan jeres bog hjælpe med os med at komme skridtet videre fra flosklernes holdeplads?

- Vores bog er praktisk og handlingsorienteret, selvom det er kompliceret stof. Jeg har lidt dårlig samvittighed over, at den er blevet så lang, men man kan bladre i den og søge inspiration af de mange eksempler, den rummer.

Sæt en dagsorden - bliv redaktør for dit eget indhold

DenOffentlige er fremtidens medie for videndeling og konstruktiv kommunikation. Du og din organisation kan blive redaktør for jeres eget indhold på DenOffentlige ligesom flere og flere andre allerede er. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere her.

Ifølge Per Nikolaj Bukh er bogen også en af de få, som fortæller, hvordan det kan gøres i praksis – uden at trække en bestemt ledelsesform ned over hovedet på de offentlige ledere.

- Der er andre bøger om styring og ikke mindst masser af bøger om ledelse – mange med et særligt perspektiv på ledelse, fx paradoksledelse, værdibaseret ledelse, potentialeledelse, eksistentiel ledelse og så videre. I vores bog indgår ledelse helt bevidst ikke i titlen.

For der, hvor Per Nikolaj Bukh kommer fra, sætter man ikke styring og ledelse op som modsætninger.

- Her er det strategien og styringen, som skal have effekt. At løfte ansvaret for det over i ledelse bliver ekstremt handlingslammende for de stakkels ledere. Og derfor har vi lagt snittet et andet sted.

Inspiration: Læs i hvert fald disse kapitler

Vi har bedt Per Nikolaj Bukh pege på nogle enkelte kapitler fra bogen Strategi og styring med effekt – danske erfaringer, du som leder kan begynde din søgen efter inspiration i, hvis du står med en ’styringskrise’.

De udvalgte kapitler er helt konkrete i deres fortællinger om kommuners og regioners arbejde med at udvikle nye måder og modeller for den økonomiske styring. Og det er ifølge professoren ikke noget, man kan læse om andre steder.

Kapitel 8: Mål skaber mening, Thisted Kommune

- I Thisted Kommune har man fremragende erfaringer med et seriøst samarbejde mellem forvaltning og fagledere om at udvikle god ledelse. De er gået fra bogstaveligt talt centimeter høje bunker af politikker, strategier og handlingsplaner, som kan lamme enhver organisation, til nu at have et enkelt og simpelt ledelsesværktøj, som de har ønsket sig, selv udviklet, er glade for – og faktisk bruger. Det er unikt.

Kapitel 16: Ortopædkirurgien i Region Nordjylland

- Det, de gør, finder man ikke tilsvarende grundigt og gennemarbejdet andre steder i landet: En klassisk implementering med udgangspunkt i Value-Based Healthcare-modellen, der handler om styring på patientens præmisser og incitamentsbaseret tildeling af bevillinger. De arbejder blandt anet med at score patienternes forventede forbedring i funktionalitet og livskvalitet over 24 måneder efter en operation. Det er så grundigt gennemført af fremmeste fagmænd – fra it-understøttelsen til dataopsamlingen – fordi man har villet det.

Kapitel 19: Frafald på ungdomsuddannelser (Århus Akademi)

- Frafald i uddannelsessystemet er et problem, vi har talt om og kæmpet med i årevis. Man kan nå et stykke med politikker, vejledningsindsatser, aftale at være mere opmærksom osv. Men nogle gange skal der mere til – og ikke mindst en kobling mellem resultaterne i klasseværelserne og den økonomi, underviserne har til rådighed. Her viser de meget illustrative veje til at løse det og samtidig, hvordan eleverne kan aktiveres i styringen.

Kapitel 3 og 17: Effektbaseret styring (Odense Kommune)

- I Odense har man gjort det, alle godt kunne tænke sig – og det er derfor her, alle kigger hen. De har indrettet bevillingsmodellerne på ældre-handicapområdet, så de flugter med effektbaserede principper. De har forladt ’indsats-tænkningen’ og visiterer i stedet i forløb, som giver en ekstrem fleksibel løsning af opgaverne. Det er baseret på data, og de skeler hele tiden til, hvad som giver dem bedre styring. De har så at sige løsningen på siloopdelingen.,

Om Per Nikolaj Bukh
Per Nikolaj Bukh er professor ved Institut for Økonomi & Ledelse, Aalborg Universitet. Han er uddannet cand.oecon. samt ph.d. fra Aarhus Universitet og er forfatter til mange artikler og bøger. Desuden har han fungeret som rådgiver for en mængde offentlige virksomheder omkring strategi og design af effektbaserede økonomistyrings- og ledelsessystemer. Han har skrevet bogen Strategi og styring med effekt sammen med Karina Skovvang Christensen, lektor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.  

Emneord: Per Nikolaj Bukh, Bøger, Boganmeldelse, Ledelsesavisen, Djøf Forlag, Sommer 2018
Djøf Forlag på DenOffentlige.dk Djøf Forlag består af Jurist- og Økonomforbundets Forlag A/S, Handelshøjskolens Forlag, Djøf Publishing samt Nyt Juridisk Forlag A/S, hvoraf sidstnævnte udgiver ’Køreklar’ til landets køreskoler....
Aktivitet: Artikler: 11 | Events: 2 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også