Foto: Shutterstock

Nu får det konsekvenser: Frisører skruer priserne op

Erhvervsliv

23/03/2021 10:19

Theis

Når du en gang kan komme til frisør igen - så er det meget muligt, at regningen bliver dyrere end den plejer.

Det er efterhånden mange måneder siden, at det har været muligt at sætte sig i frisørstolen og få lokkerne frisket op. De fleste ser sikkert frem til, at det igen er muligt.

Men noget tyder altså på, at der er en risiko for, at du skal have flere penge op af lommen end du plejer. Flere frisører skruer nemlig på priserne, så det nu bliver dyrere. Det skriver DR.

DR Nyheder har nemlig lavet en rundringning, som har malet et helt klart billede af, at frisørerne vil sætte priserne op, efter nedlukningen.

Årsagen er enkel. Pengekassen er helt og aldeles tom, efter den lange nedlukning.

Hos frisørsalonerne "House of Fashion" der er beliggende i henholdsvis Aabenraa og Haderslev, kan kunderne se frem til, at betale mere når dørene slås op igen.

"Vi gør det, fordi vi har behov for det. Det er en lang nedlukning, og det koster mange penge for mig hver måned. Mine ansatte skal arbejde dobbelt så hurtigt, når vi går i gang, for at tjene noget af det ind, som vi har tabt," lyder det fra indehaver, Maria Quist til DR Nyheder.

Hun er ikke alene om denne beslutning - også hos en salon i indre København, lyder meldingen på, at priserne stiger. Her skal der nemlig også en lille prisstigning til, for at få det hele til at løbe rundt. Dog meldes der, at prisstigningen ikke er markant.

Derudover er der også varslet prisstigninger hos frisører i  Kolding, København, Esbjerg, Vejen, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og på Bornholm.

Det er naturligt 

Hjælpepakkerne dækker nemlig ikke alle omkostninger til medarbejdere - og får at salonerne kan overleve, så vil priserne hos Maria Quist blive sat omkring 10-20 kroner op. 

Hos andre saloner meldes der om en stigning der i stedet hedder 10 procent.

Connie Mikkelsen der er formand for organisationen for selvstændige frisører og kosmetikere, mener at det er et naturligt træk. Branchen bløder lyder det fra hende - og derfor er det nødvendigt.

"Det er naturligt, fordi de har mistet og mister ekstremt mange penge i øjeblikket, fordi de er tvangslukket. Men også fordi med de restriktioner, der kommer, så vil det måske også betyde, at de ikke vil kunne tage så mange kunder ind i deres salon," forklarer hun.

Hun understreger dog også, at der ikke er tale om en generel tendens, selvom at nogle frisører vælger at skubbe priserne et nøk op.

Connie Mikkelsen fortæller dog også, at der ikke er tale om en generel tendens, selvom flere frisører vælger at tage mere for en klipning.

Hvornår frisørerne igen må byde kunderne velkomne, er endnu ikke sikkert - mange frisører håber dog på, at det vil være den 6. april.

Mest Læste

Annonce