Foto: Shutterstock

Ny opgørelse: Så godt har Danmark klaret sig igennem krisen

Efter et år med coronarestriktioner viser ny opgørelse fra Deloitte og Kraka, at Danmark er kommet bedre gennem krisen end størstedelen af de lande, vi normalt sammenligner os med inden- og udenfor Europa.

”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere.” sådan sagde statsminister Mette Frederiksen den 11. marts 2020. Et år efter viser ny opgørelse fra Deloitte-Kraka-samarbejdet Small Great Nation, at Danmark er blandt de lande, som indtil videre er kommet bedst gennem pandemien målt på coronadødsfald og økonomisk vækst.

Opgørelsen medregner EU-landene samt Norge, Island, Schweiz, Israel, Japan, Sydkorea, USA, Brasilien, Storbritannien, Canada og Australien, som alle har offentliggjort tallene for 4. kvartal af 2020. Heri fremgår det, at kun Japan, Sydkorea, Norge, Australien og Finland har klaret sig igennem krisen med mindre negativ vækst og færre coronadødsfald end Danmark.

”Danmark er således kommet forholdsvis mildt gennem pandemien med lav coronarelateret dødelighed og et begrænset fald i den økonomiske aktivitet,” siger direktør i Kraka, Peter Mogensen, men understreger, at det ikke skyldes myndighedernes coronahåndtering alene. Der er flere andre faktorer, som påvirker hvordan et land har klaret sig igennem coronakrisen - eksempelvis hvornår landet blev ramt af coronavirussen samt landets demografi.

Plads til forbedring

Europa har generelt været hårdt ramt af coronakrisen. Mange mennesker har mistet livet, og de europæiske økonomier har oplevet kraftige tilbageslag. EU ligger med over 1.250 coronarelaterede dødsfald pr. mio. indbyggere på niveau med Brasilien, og EU's BNP-fald på 4,75procent fra 4. kvartal 2019 til 4. kvartal 2020 er langt under Japan, Australien og Sydkorea, og en del under USA og Canada.

Igennem det seneste år er den danske håndtering af pandemien både blevet rost og kritiseret. Flere har eksempelvis påpeget forbedringspotentialer i den danske smitteopsporing, ligesom erhvervsorganisationer har dumpet det nationale varslingssystem.

”Vi kan glæde os over, at Danmarks kurs har klaret os sikkert igennem særligt den første fase med corona. Men coronarestriktionerne har - set i perspektivet et år efter – haft store omkostninger, både personlige og for mange erhvervsdrivende. Det er derfor essentielt, at genåbningen er baseret på valide data og gennemarbejdede scenarier, og at man tager et holistisk syn på genåbningen,” siger Anders Dons, Nordisk CEO i Deloitte.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også