Ny regering: Så er trekløveret forhandlet på plads

Ny regering og regeringsgrundlag på plads. Her er det nye regeringsgrundlag, som fremlægger 10 såkaldte hovedveje til et friere, rigere og mere trygt Danmark. Hent hele regeringsgrundlaget her.

Det har ligget i kortene lige siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sidste lørdag inviterede Liberal Alliance og De Konservative til at træde ind i regeringen. Og nu er det officielt.

LÆS MERE OM NY REGERING HER 

Danmark får en ny trekløverregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative. Hele regeringen præsenteres for Dronningen mandag kl. 11.00 hvorefter de enkelte ministre præsenteres for pressen. Regeringsgrundlaget er offentliggjort søndag, og præsenterer på over 80 sider trekløverets ambitioner. 

Ifølge regeringsgrundlaget udgør 10 tværgående indsatser hovedvejene til et "friere, rigere og mere trygt Danmark". Her er de ti hovedveje fra regeringsgrundlaget:

1. Vi vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark

Pengene skal tjenes i erhvervslivet, før de kan bruges. Vækst er forudsætningen for, at familierne får økonomisk tryghed og jobsikkerhed. Vækst er også grundlaget for, at vi har råd til at investere i og udvikle vores velfærd. Derfor skal erhvervslivet have konkurrencedygtige vilkår. Og væksten skal komme hele landet til gode.

 

2. Vi vil sikre familierne økonomisk tryghed

Almindelige hårdtarbejdende danskere skal have mere luft i privatøkonomien og større selvbestemmelse i hverdagen. Derfor skal det bedre betale sig at arbejde, og der skal være tryghed for boligejerne.

 

3. Vi vil sikre frihed for det enkelte menneske

Vi skal værne om de grundlæggende frihedsrettigheder, vores åbne demokrati og vores høje gensidige tillid. Den personlige frihed og den enkeltes ansvar er kerneværdier i det danske samfund. Det enkelte menneske skal have frihed til at skabe et godt liv for sig selv og sine nærmeste. Vi vil rydde op i regler, der begrænser borgernes udfoldelsesmuligheder og virkelyst. Og vi skal bekæmpe trusler mod vores nationale sikkerhed, så vi fortsat kan leve i frihed.

 

4. Vi vil have god velfærd

Danskerne forventer med rette, at de offentlige velfærdstilbud er i verdensklasse. De offentligt ansatte skal have ordentlige arbejdsforhold og møde respekt for deres faglighed. Det kræver god ledelse, og at pengene bruges med omhu, så vi får en solid velfærd og service til en så lav skat som muligt.


5. Vi vil sikre, at alle unge får et godt afsæt

Langt de fleste unge tager en uddannelse og klarer sig godt. Men nogle risikerer at havne på kanten af samfundet. Dem skal vi hjælpe tidligere og bedre. Ved en særlig indsats i folkeskolen, så alle unge får de basale faglige færdigheder, som er afgø- rende for deres fremtid. Ved bedre veje til en ungdomsuddannelse for dem, der har behov for ekstra hjælp. Og ved at hjælpe unge kriminelle tilbage på rette vej.

 

6. Vi vil sørge for, at alle får gavn af globaliseringen

Globaliseringen har gjort Danmark rigere, mere vidende og forstærket vores udsyn. Men nogle mennesker er pressede af større krav til uddannelse, digitaliseringen og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De risikerer at tabe på globaliseringen. Derfor vil vi i et partnerskab med blandt andet erhvervsliv og fagforeninger ruste dem bedre.

 

7. Vi vil fremme nytænkning i vækst og arbejdspladser

Vi vil frisætte nye idéer, som kan føre til banebrydende opfindelser til gavn for os alle. Vi skal have virksomheder, der investerer i forskning og innovation, og som er i front med digitalisering og automatisering. Det kræver investeringer og kvalificerede medarbejdere. Danmark skal bevare en førerposition i en verden, som bliver stadig mindre.

 

8. Vi vil føre en balanceret og realistisk udlændingepolitik

Ukontrolleret indvandring af flygtninge og migranter løser ingen problemer, men skaber tværtimod nye. Vi vil prioritere at hjælpe flest muligt i nærområderne og fortsat føre en stram udlændingepolitik. Men vi vil også byde de udlændinge velkomne i Danmark, som kommer med lyst, evner og appetit på at bidrage til vores land.

 

9. Vi vil fortsætte den grønne omstilling og understøtte en varieret natur

For vores børn og børnebørns fremtid skal vi foretage en grøn omstilling. Målet er, at Danmark i 2050 er uafhængig af fossile brændsler. Vi skal bevare et rigt og varieret plante- og dyreliv, så de kommende generationer også kan få glæde af den smukke danske natur.

 

10. Vi vil sikre danskernes tryghed

Vi skal sætte håndfast ind imod kriminalitet og terror, så danskerne kan være trygge på gaden og i deres hjem. Sikkerhed og retssikkerhed skal gå hånd i hånd. Vi skal have et stærkt forsvar, så vi sammen med vores allierede kan bevare et trygt og frit Danmark.

 
Regeringen vil ad disse ti hovedveje løfte Danmark stærkest muligt ind i fremtiden. 
 
Emneord: Ny regering, Lars Løkke Rasmussen, Venstre, Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti, Anders Samuelsen, Liberal Alliance, Regeringsgrundlag
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også