Kriminelle, der bruger corona som undskyld for at snyde folk, har sendt falske sms i omløb, der udgiver sig for at være fra sundhedsmyndighederne. Beskederne omhandler angiveligt testsvar på covid-19 prøver eller indkaldelse til vaccination. Men pas på, der er tale om et bedrag, hvor svindlerne forsøger at franarre intetanende borgere personlige oplysninger til brug for økonomisk kriminalitet.
“Det er helt afgørende, at man aldrig afgiver personlige oplysninger til nogen, og det gælder i særdeleshed NemID-oplysninger, der kan give adgang til at tømme bankkonti,” siger afdelingschef i Fraud , Sydbank, Malene Morsing, i en pressemeddelelse.
Sådan forsøger de at narre dig
Modtagerne af de falske SMS’er bliver med et klik ledt til en side, hvor de opfordres til at logge ind med NemID og password. Derefter aktiveres telefonens kamera og man bliver nu bedt om at tage et billede af sit nøglekort. Nu har sms-svindlerne de oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre forskellige former for misbrug og økonomisk kriminalitet, fx overføre store beløb fra din bankkonto.
“De netkriminelle er særdeles dygtige. Vi formoder, at der står en større udenlandsk organisation bag, som på kynisk vis benytter sig af angsten for pandemien til at lokke oplysninger ud af folk, som de under normale omstændigheder ikke vil afgive,” fortæller Malene Morsing.
Hun beder derfor kunderne om at være ekstra opmærksomme på sms.
Lad være
“Det er vigtigt at tænke sig om, inden man klikker på links i sms. Har man den mindste mistanke, er det bedst at slette beskeden. Hverken Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller Sundhed.dk vil sende en sms med et link direkte til en login-side,” siger hun.
Svar på corona-test sker altid via e-Boks, sundhed.dk, coronaprøver.dk, via egen læge eller brev. Er prøven positiv – altså, har man COVID-19-virus i kroppen – vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Indkaldelse til corona-vaccination sker altid via e-Boks, et fysisk brev i postkassen eller via egen læge.
Strengt personlige
Det er vigtigt, at understrege, at man aldrig må afgive NemID eller personlige oplysninger til nogen, forklarer Malene Morsing.
“Ingen myndigheder, bank eller andre seriøse aktører vil afkræve disse oplysninger på opfordring i en sms, e-mail eller på anden vis, fx i telefonen. Hvis man kommer ud for det, er det et sikkert tegn på svindel, og man bør med det samme slette mail/sms eller afbryde samtalen,” siger afdelingschefen i Fraud, Sydbank.
Hvordan skal du forholde dig hvis du modtager sms'en:
- Tryk ikke på linket
- Undlade at opgive nogen form for personlige kortdata
- Slet sms’en
Har du allerede opgivet dine personlige data, skal du hurtigst muligt kontakte banken og sørge for at få spærret den/de konti eller det/de betalingskort, du har afgivet oplysninger om, oplyses det.