Foto: Shutterstock

Nyt innovationscenter skal fastholde Danmarks økologiske førertrøje

Bæredygtighed

08/04/2021 10:57

Theis

Der er lang vej til at fordoble det økologiske areal i Danmark igen. Derfor skal fokus rettes på innovation og udvikling, og det skal et nyt innovationscenter hjælpe med. Minister mener, at det kan styrke konkurrenceevnen.

Det økologiske areal i Danmark er større end nogensinde, og økologiske gulerødder og kartofler har fundet sin vante plads i mange danskeres indkøbskurv.

Men der skal være endnu mere økologi i Danmark og derfor etableres nu "Innovationscenter for Økologisk Landbrug". Centeret skal styrke økologien yderligere, så Danmark fastholder og udbygger den økologiske førertrøje:

Vores ambition er at fordoble det økologiske areal inden 2030. Det har Danmark gjort før, og vi skal gøre det igen. Men vi skal også fastholde vores position som verdens førende økologi-nation og imødekomme forbrugerkrav til blandt andet miljø og klima. Med innovationscentret styrker vi bæredygtigheden og konkurrenceevnen samtidig med, at vi har fokus på reducere klimaaftrykket i den danske, økologiske produktion. Det er super godt, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.

Pengene er afsat på finansloven for 2021, og der afsættes i alt 40 mio. kr. til projektet over en fireårig periode. Der afsættes derudover 20 mio. kr. årligt til Fonden for Økologisk Landbrug.

Centeret bliver ejet af Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. De to organisationer har hidtil haft hver deres afdeling for økologisk landbrugsinnovation. Men forventningen er, at økologien styrkes yderligere, hvis kræfterne og kompetencerne puljes.

Danske landbrugere er allerede dygtige til økologi, men i organisationerne er der en fælles erkendelse af, at der er store opgaver, der skal løses. For hvis økologi som produktionsform også i fremtiden skal være lønsomt, skal fokus intensiveres mod økologisk innovation og bæredygtighed.

Ved at rette fokus den vej er håbet, at den økologiske landmands muligheder for at udvikle sin produktion og vækst sikres, samtidig med at forbrugerens krav om blandt andet klima, miljø, biodiversitet og dyrevelfærd imødekommes.

"Innovationscenter for Økologisk Landbrug" starter 1. juli 2021 og får base i Agro Food Park i Aarhus.

I centeret vil der blandt andet blive drevet forskning, lavet forsøg samt indsamlet og formidlet viden om økologi.

Bag Finansloven for 2021 står regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet:

Mest Læste

Annonce