Markant fald: Projektsalget i København er halveret

Infrastruktur

30/08/2018 07:00

Boligsiden A/S

Salget af nybyggede ejerlejligheder i København er faldet markant i første halvår af 2018 sammenlignet med samme periode sidste år. Det sker som konsekvens af prisstigninger og nye låneregler på ejerlejlighedsmarkedet.

Projektsalget er halveret. Det afslører tal fra Boligsiden.dk, der viser, at salget af nybyggede ejerlejligheder i København er faldet med 52 procent det seneste år. I første halvår af 2018 er der således solgt 290 projektsalgslejligheder mod 605 i samme periode sidste år.

”Der er flere årsager til halveringen af projektsalget i hovedstaden. Priserne og de fra 1. januar ændrede låneregler er de væsentligste. Priserne på projektsalg er steget meget, og idet nogle lånetyper med de nye regler er blevet lukket land for en række husstande, er der færre, der har råd til at købe en nybygget lejlighed,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Projektsalgspriser stiger
Kvadratmeterprisen på projektsalg i København er da også steget i første halvår af 2018 til tæt på 50.000 kroner. Det er ni procent mere end sidste år. Når regeringen samtidig har vedtaget at begrænse adgangen til nogle typer flexlån for de købere, der vil gældsætte sig mere end fire gange husstandens indkomst og for mere end 60 procent af boligens værdi, er det ikke overraskende, at salget falder.

”Ud over priserne og de ændrede låneregler, er det værd at bemærke, at projektsalget var meget højt i første halvår af 2017 i forhold til de foregående år. Sammenligner vi 2018-salget med 2016 i stedet, er faldet stort, men ikke helt så dramatisk. Projektsalget begyndte så for alvor at tage fat i anden halvdel af 2016, og udbuddet faldt frem til april i år, hvor der var under 400 projektsalgslejligheder til salg. Udbuddet har altså været meget lavt i 2018, og det har ligeledes haft indvirkning på salget,” påpeger Birgit Daetz.

Tilbage til normalen
Siden april har køberne igen fået meget mere at vælge mellem, idet der aktuelt er mere end 500 projektsalgslejligheder til salg i København. Men de mange ekstra lejligheder på markedet behøver ikke betyde, at der igen kommer flere salg. Og når året er slut, vil projektsalget for hele 2018 være væsentligt lavere end i årene 2015 til 2017.

”Ser vi nærmere på den periode, hvor det gik rigtig stærkt, fik vi i starten af 2015 den meget lav rente, der gjorde købernes finansieringsmuligheder særdeles fordelagtige. Det førte til en øjeblikkelig stigning i projektsalget. Retter vi blikket et år længere bagud, var salget nogenlunde det samme som i år. Projektsalget er måske nok faldet markant i forhold til de seneste år, men i virkeligheden har det, med de strammede låneregler, igen fundet et leje der ligner en normaltilstand,” siger Birgit Daetz.

Mest Læste

Annonce