Se forskellen: Så langt kører jyder og sjællændere til sommerhuset

Infrastruktur

20/06/2018 15:15

Boligsiden A/S

Der er stor forskel på, hvor lang vej danskerne har, når de skal i sommerhus. En ny opgørelse fra Boligsiden.dk viser, at nordjyderne bor tættest på deres feriebolig, mens københavnerne skal køre længst.

Solen skinner, det er fredag, og klokken rammer fyraften. Og om lidt går turen mod sommerhuset. Det er et ganske almindeligt scenarie i Danmark. Men når de danske sommerhusejere sætter sig ind i bilen og kører familie, hund og fyldte bagagerum mod ferieboligen, er der stor forskel på, hvor mange kilometer der skal i dækkene, før destinationen er nået.

Landets sommerhusejere bor i gennemsnit 67,6 kilometer fra deres ferieresidens, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk. Der er dog store forskelle på afstanden alt efter, hvor i landet man bor.

”Nordjyderne køber sommerhus i ganske tæt afstand til deres normale bolig. I gennemsnit bliver det ikke til mere end lige knap 40 kilometer hver vej. Den primære årsag er naturligvis, at netop det område af Danmark er spækket med attraktive sommerhusområder nær unik natur og ikke mindst Vesterhavet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Københavnerne kører længst

Ser man derimod på, hvor i landet sommerhusejerne skal ud på den længste tur, når de skal tilbringe tid i deres weekend- eller feriehelle, lander pilen på landsdelen København by, der omfatter kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør. Her bliver der i gennemsnit tilbagelagt 96,4 kilometer, før bilen kan parkeres foran sommerhuset.

”Der er mange attraktive sommerhusområder i relativt kort afstand fra København, så når vi ser et gennemsnit, der nærmer sig 100 kilometer, skyldes det, at københavnerne også orienterer sig mod andre og mere fjerntliggende dele af landet. Det gælder eksempelvis Skagen, der er et af de mest eksklusive steder at købe sommerhus,” siger Birgit Daetz, og fortsætter:

”Fra tidligere undersøgelser ved vi, at jyderne er mindre tilbøjelige til at købe feriebolig på den sjællandske side af Storebælt. Og det er da også fire sjællandske landsdele, der ligger i top over de områder, hvor sommerhusejerne kører længst,” siger Birgit Daetz.

Først på femtepladsen over de længste afstande triller en landsdel i det jyske ind på banen. Det gælder østjyderne, der i gennemsnit må transportere sig lige knap 71 kilometer til sommerhuset.

”Østjyderne har mange valgmuligheder, idet der er flere sommerhusområder på Djursland, men også syd for byen. Og så ligger den jyske vestkyst og flere nordjyske perler i en køreafstand, der er til at fordøje for de fleste,” siger Birgit Daetz.

Er du nysgerrighed efter at se præcis, hvilke kommuners beboere der kører kortest og længst, når de skal en tur forbi deres sommerhus, kan du se top 10 over begge dele herunder.

Vil du se mere statistik over, hvilke danskere der bor længst væk fra og tættest på deres sommerhuse, kan du få mere at vide her.

Mest Læste

Annonce